Debat
0

Fremtidens organisationer: Fra maskine til organisme

Organisationer opfattes som maskiner, og det er med til at gøre nutidens lederskab dum. Der er brug for et paradigmeskifte.

De ledere, der ikke forstår mennesker, får et problem i fremtiden. Det var titlen på en klumme, jeg skrev for et par år siden nu. Den fik på kort tid knap 6.000 likes og blev delt 600 gange på LinkedIn. Det var usædvanligt høje tal for mig og ikke, hvad jeg er vant til. Det fik mig til at tænke over, hvad der lå bag den massive reaktion.

Jeg havde ramt noget.

Dem, der har fulgt med i mine skriverier, vil vide, at jeg senere besluttede mig for at gå på jagt efter fremtidens lederskab. Jeg ville forstå det bedre. Jeg havde en idé om, at nøglen til bedre lederskab havde med forståelsen af mennesket at gøre, og jeg kaldte derfor mit projekt for Leading Humans.

Der er nu gået halvandet år, siden jeg søsatte projektet, og jeg har talt med flere hundrede mennesker rundt i verden. Kloge mennesker med noget på hjerte. Jeg er blevet voldsomt bekræftet i mine første antagelser. Det handler om mennesker – og om at lede mennesker som mennesker.

Når man leder efter grå elefanter, så ser man grå elefanter overalt. Og når man siger højt, at man tror på, at ledere skal kunne lede mennesker som mennesker, så tiltrækker man alle dem, der tror på det.

Det er også sket for mig. Det har været en berigelse, men også en udfordring, for jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne se skoven, når mit udsyn blev dækket af mennesker, der var stærke i tro og faglighed.

Alligevel er jeg – halvandet år senere – tæt på helt sikker. Nutidens lederskab halter. Der er dog håb forude, for de gnidninger, vi ser, er tegn på overgang. At vi forlader noget for at gå nyt i møde.

Jeg bliver træt, når nogle råber ”dommedag” og prædiker verdens undergang. Og så ser jeg mig selv skrive, at vi nu sætter verdens ressourcer – klimaets og menneskers – over styr.

Når det sker, bliver jeg også træt af mig selv, for pludselig er jeg blevet en af de ulidelige dommedagsprædikanter. Det får mig til at slå koldt vand i blodet. Være pragmatisk. Lige indtil jeg – igen – læser om, at 80 pct. er ramt af stress i en eller anden grad, at klimaet kun lige hænger i med neglene, og at Trump havde besluttet at skille børn fra forældre, når de ulovligt krydser grænsen fra Mexico.

Jeg har også hørt og læst for meget om, hvordan det kunne være. Hvordan vi kunne lede. Så får jeg den her overvældende følelse af, at måden vi gør det på i dag, simpelthen er for dum. Vi hænger fast i en ”tænkemåde”, et styresystem, et paradigme der bare ikke passer til den verden, vi lever i.

Ved indgangen til det sidste århundrede kom samlebåndene, produktivitets- og effektivitetstankegangen. Produkter kunne produceres i masser, og det førte til store velstandsstigninger i den vestlige verden.

Det er den videnskabelige og industrielle revolutions verdensbillede, der indtræder. Præstationssamfundet. Alle handelshøjskoler – og MBA-uddannelser – tænker i de her baner, og stort set alle virksomheder ledes med afsæt heri. Det er maskinen som metafor.

Organisationer opfattes som maskiner.

Frederic Laloux skriver i ”Fremtidens organisation” om det sprog, vi bruger: ”input og output, ydeevne, effektivitet, informationsflow, flaskehalse, omstrukturering og nedskalering. Ledere og konsulenter designer organisationer, og mennesker er ressourcer.

Forandringer skal planlægges og tegnes ind i diagrammer og derefter omhyggeligt implementeres.” Jeg er selv skolet i ”management-tankegangen” og skal være den første til at hylde fordelene og de betydelige fremskridt, det har ført med sig. For eksempel innovation, ansvarliggørrelse og meritokrati (Laloux).

Men tiden er løbet fra maskintankegangen og omkostningerne begynder at blive alvorlige.

I dag læser vi konstant om kampen for ligestilling, kampen for gladere medarbejdere og kampen for en mere bæredygtig anbringelse af kapital. Min påstand er, at intet af det behøver at være en kamp. Men så længe vi ”bliver” i maskinparadigmet, så længe vil vi skulle kæmpe.

Som Einstein sagde: De problemer, vi har, er skabt med den eksisterende tankegang. Vi kan kun løse dem med en ny tankegang. Et nyt paradigme. Det første skridt er altså at indse, at vi skal tage afsæt i noget andet end ”maskinen”, når vi skal forstå fremtidens lederskab.

Frederic Laloux mener, at det nye paradigme kan forstås som ”levende systemer”. Han skriver om en verden, hvor vi leder virksomheder efter tre overordnede principper. Principper, som gør fundamentalt op med det, vi kender i dag. Principper, som gør det muligt at løse ulighed, klimaproblemer, meningsløshed og alt det, der knirker lige nu.

Kort fortalt handler det om:

  1. At erstatte hierarkier og mange ledelseslag med selvledende grupper
  2. At se og møde mennesker som det hele menneske, de er
  3. At lede organisationer som var de levende organismer, vi ”lytter ind i”

Det lyder uden tvivl både mystisk og som noget, der kun kan bruges i små virksomheder, men det er det ikke. Laloux har studeret succesfulde virksomheder med flere tusinde ansatte, og det er fra de studier, at han har tegnet mønstrene for det, der virker.

BRANCHENYT
Læs også