Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Chefanalytiker: Tyrkiets vaklen vælter næppe hele korthuset

Vi ser i øjeblikket et massivt pres på Tyrkiet og en valuta i frit fald. Men risikoen for en omfattende krise blandt andre emerging markets er begrænset, skriver chefanalytiker i Danske Bank.

Foto: AP/Yasin Bulbul

Den tyrkiske valuta, liraen, har været under et voldsomt pres hele fredagen og er nu nede med 15 procent overfor den amerikanske dollar. Det skyldes, at det bliver mere og mere klart, at Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, vælger konfrontationsvejen mod USA og ikke prøver at finde en forsonende løsning i den eskalerende handelskonflikt. Tværtimod.

Erdogan opfordrede fredag i en tale til tyrkerne til en slags økonomisk krig mod USA og spekulanterne. Præsidenten opfordrede den menige tyrker til at veksle guld og dollar til lira for at støtte landets pressede valuta. Det er nok tvivlsomt, hvor mange tyrkere, der tør følge den opfordring. Med fredagens tab har den tyrkiske lira nu klaret sig dårligere end den kriseramte argentinske peso med et samlet tab på over 36 procent i forhold til dollaren for året.

Centralbanken kunne komme liraen til hjælp ved at hæve renten og bremse valutaflugten, men det er meget usikkert, om centralbanken får lov. Erdogan langede i sin tale ud efter den såkaldte »rentelobby«, som ikke skulle have for »store forhåbninger«. Investorerne solgte derfor yderligere ud af tyrkiske lira. Situationen blev ikke meget bedre af, at den amerikanske præsident, Donald Trump, kort efter annoncerede, at han vil øge toldsatserne på tyrkisk stål og aluminium.

Det er usandsynligt, men kan næppe udelukkes, at centralbanken pludselig hæver renten. Vi anser det dog som sandsynligt, at Tyrkiet indfører en form for kapitalkontrol. Det kunne godt ske henover weekenden eller i løbet af næste uge, hvis det kraftige fald fortsætter i liraen.

Det store spørgsmål er lige nu, om valutakrisen breder sig som en steppebrand eller isoleres hos Tyrkiet. Vi tror på det sidste. Uroen giver næppe anledning til en bredere krise i andre emerging markets. Der har været en vis afsmitning på andre landes valutaer (f.eks. den sydafrikanske rand, mexicanske peso og polske zloty), men de er kun nede med to procent. Udover det diplomatiske slagsmål med USA er den tyrkiske økonomi også markant mere sårbar på den eksterne front med et stort udenlandsk refinansieringsbehov.

Samtidig er den tyrkiske centralbank - modsat mange andre emerging markets-lande - langt mindre uafhængig af politiske interesser. Den tyrkiske centralchef, Murat Çetinkaya, står dermed ikke fri til at modgå spekulative pres.

Tyrkiets krise er derfor næppe starten på en ny omfattende emerging market-krise. Men derfor kan vi alligevel godt se et vist frasalg af andre valutaer, da investorers risikoappetit rammes, og de sænker deres eksponering mod emerging markets og andre risikofyldte aktiver.

Af Jakob Ekholdt Christensen, chefanalytiker og leder af Emerging Market Research i Danske Bank

BRANCHENYT
Læs også