Serier

Nu dages det i bananrepublikken

Tillidskløften mellem borgerne og parnasset vokser. Hvis vi skal genoprette tilliden mellem samfundets top og den menige borger, så kræver det, at man lytter på direktionsgangen, og at myndighederne følger skandalen i Danske Bank til dørs.

Hvidvask i Danske Bank

Der hænger en plakat i vinduet i Borgerservice på Vester Voldgade i indre København.

Jeg har længe studset over budskabet, når jeg cykler forbi hver morgen. Borgerne har krav på, at kommunen møder dem med »tillid«, står der på plakaten. Tillid er en »ret«. En borgerrettighed, som vi alle er født med, må man forstå.

Men har vi virkelig alle sammen ret til tillid? Det er uden tvivl sympatisk, at de kommunale bureaukrater møder borgerne med tillid som udgangspunkt. Det modsatte – mistillid – er en skidt start på en ligeværdig, serviceorienteret samtale.

Omvendt er tillid næppe noget, alle har ret til. Tværtimod.

Tillid gør man sig fortjent til. Det kræver hårdt arbejde at blive opfattet som en god samfundsborger, flittig kollega og en loyal kammerat. Tillid er ingen naturgiven ret. Hverken for kontanthjælpsmodtagere, topchefer, ministre, journalister eller embedsmænd.

Og tillid er en ganske skrøbelig størrelse.

Der er alt mulig grund til at fejre, at en høj grad af gensidig tillid altid har været en kerneværdi i det danske samfund. Tilliden sørger for, at vi slipper for at overregulere og bruge millioner af kroner på unødige juridiske ansvarsfraskrivelser. Vi stoler på hinandens ord. Vi stoler på, at folk overholder deres aftaler, stopper for rødt, og at alle har en vis grad af retskaffenhed og ordentlighed.

Desværre hober rækken af møgsager, der rokker ved vores tillid til hinanden, sig op. Særligt vores store samfundsinstitutioner er under pres: Skattemyndighederne har i en blanding af inkompetence og bestikkelse udbetalt over 12 mia. kr. til svindlere. Politiet brød borgernes grundlovssikrede ret til at demonstrere mod den kommunistiske gigant Kina. Og de ledende betjentene er sigtet for at lyve om det i retten bagefter. Hele forløbet i den såkaldte Tibet-sag er en bananrepublik værdig.

Skandalerne slår igennem i alle målinger. Tilliden til vores politikere, der i sidste ende er ansvarlige for den offentlige sektor, er nærmest kollapset siden finanskrisen. I 2007 havde omkring 70 pct. af danskere stor tillid til de folkevalgte. I 2015 var tallet dykket til 37 pct.

At bestyrelsesformanden overhovedet har holdt hånden over sin direktør så længe, siger desværre meget om en forretningskultur, hvor man har mistet ideen om, hvad der er rigtigt og forkert. Danskerne har fortjent et langt bedre moralsk kompas fra samfundets absolutte magtelite.

Magnus Barsøe, debatredaktør

Tilliden til embedsapparatet dykker også. Over halvdelen af danskerne har nu »begrænset tillid« til embedsfolket i ministerierne, viser en måling foretaget af netmediet Altinget. Kun hver tredje dansker nærer »stor tillid« til embedsværket, hvilket er et fald på seks procentpoint på to år.

Mistilliden til politiet er steget hvert år siden 2013. Det er nu knap hver femte borger, der ikke længere stoler på politiet.

Det ville være en forsimpling at reducere mistilliden til én faktor. Naturligvis spiller mange ting ind. Men tillidskløften vokser, mens vi ser en række graverende sager, der smager af magtmisbrug, inkompetence eller slet og ret en rådden kultur.

Onsdag er det toppen af dansk erhvervsliv, Danske Bank, der skal stå skoleret for at bryde borgernes tillid. Bestyrelsesformand Ole Andersen skal forklare omverdenen, hvorfor man i årevis lod op imod 200 mia. kr. sive igennem sin estiske filial fra russiske kriminelle og folk med tilknytning til regimet i Aserbajdsjan.

Det forekommer åbenlyst, at bankens direktør, Thomas Borgen, må gå af. Den britiske erhvervsavis Financial Times, Berlingske og Finanstilsynets afgørelse fra maj har slået fast, at Borgen var ganske velinformeret om den velsmurte estiske pengemaskine helt tilbage i 2013 og 2014.

At bestyrelsesformanden overhovedet har holdt hånden over sin direktør så længe, siger desværre meget om en forretningskultur, hvor man har mistet ideen om, hvad der er rigtigt og forkert. Danskerne har fortjent et langt bedre moralsk kompas fra samfundets absolutte magtelite.

Herfra skal der lyde en bøn: Vi står i en historisk tillidskrise mellem borgerne og samfundets top. Hvis vi skal undgå, at Danske Banks hvidvasksag graver kløften dybere, så bliver myndighederne nødt til grundigt at undersøge, om der kan placeres et strafferetsligt ansvar. Danskernes tillid til samfundets institutioner svinder ind, hvis magtfulde mennesker kan slippe afsted med et rap over nallerne for det, som ligner en stribe grove lovovertrædelser.

Det er i krisetider, at både erhvervslivet, myndighederne og politikerne skal vise, at de vitterligt har fortjent vores tillid.

Læs også
Top job