Debat

Se far, jeg styrer

Den store fremgang for de amerikanske aktier lever på lånt tid. Donald Trump har en stor opgave med at overbevise både sig selv, vælgerne og investorerne om, at væksten ikke er en enlig svale.

Donald Trump føler sig ovenpå, når han lægger arm med Kina. Mens amerikanske aktier sætter nye rekorder, og 3.000 mærket kan skimtes for S&P 500-indekset, er de kinesiske tilsvarende faldet med mere end 20 pct. i år. Samtidig har den kinesiske valuta mistet nogenlunde det halve af aktiefaldet i forhold til USD.

»Trump er og gør forskellen,« siger Trump, men forskellen kan være på lånt tid og have en udløbsdato.

Mens det amerikanske S&P 500-aktieindeks har nået nye højder, kniber det noget mere for kineserne at få aktieoverarmene over hovedet i kursjubel. Donald Trump tager gerne æren for begge ting forstås, for i hans optik er han og den førte økonomiske politik det bedste af flere verdener.

Globale investorer har i 2018 sendt flere og flere penge over Atlanten til USA, og det har afkastmæssigt været med til at gøre en stor forskel. Mens de europæiske aktier, bl.a. udtrykt i Tyskland er faldet med ca. 5 pct. aktuelt, har der været tale om en amerikansk stigning tæt på 9 pct. Rent faktisk har USA slået alle de større aktiemarkeder i verden, når det drejer sig om årets afkast.

De gode tider for de amerikanske aktier kommer primært tre steder fra. For det første er der den underliggende indtjeningsfremgang som følge af en fornuftig global vækst. For det andet har den amerikanske skattereform en effekt på privatforbrug og investeringslyst hos virksomhederne, som øger bnp-væksten. Og endelig giver lavere selskabsskatter et betydeligt ”efter-skat”-bundlinjebidrag.

Donald Trump kan ligesom børnene, som stolte fanger deres forældres opmærksom på den forudfastlagte togbane i Legoland, hævde, at han styrer. Han har dog brug for at overbevise mere end sig selv, vælgerne ved midtvejsvalgene den 6. november og investorerne om, at vækstfremgangen i 2018 ikke er en enlig svale.


I runde tal bidrager faktorerne 1+2 tilsammen med ca. halvdelen af den indtjeningsfremgang på 20 pct., som formentlig vil være indtjeningsvæksten for de 500 største amerikanske selskaber, når året er omme. Den sidste halvdel kommer fra lavere selskabsskat.

Den store fremgang lever på lånt tid. Matematisk er den direkte effekt af vækst i indtjeningen som følge af lavere selskabsskatter en engangseffekt, som udløber med udgangen af 2018. Fra og med næste år vil den brug af kunstigt skabt indtjeningsstimulans være overstået. Da det samtidig er realistisk, at den globale vækst også kan være lidt aftagende, kan man forestille sig, at en 20 pct. indtjeningsfremgang i år kan blive vekslet til noget, der minder om den langsigtede positive årlige indtjeningsudvikling på 7-8 pct. i 2019.

Det er sikkert for lidt for Donald Trump, som jo gerne tager æren for alt det gode. Rigtigt er det, at hans skattereform giver et gevaldigt skud væksthormon til bruttonationalproduktet i 2018. Præsidenten styrer. Det er ikke mindst i det billede vigtigt, at Donald Trump får vredet armen så godt og grundigt om på kineserne, og for den sags skyld alle andre ikke-amerikanere, for at holde det gode og høje momentum.

2018 er sent i konjunkturopgangen, og det er normalt ikke god og anbefalelsesværdig økonomisk latin at dosere store og underfinansierede skattelettelser i en tid, hvor arbejdsløsheden er nede på historisk lave niveauer. Risikoen er, at skattelettelser og vækst her og nu kan være the short term gain for the long term pain. Skattelettelserne luner i 2018, men pengene mangler varigt de efterfølgende år, medmindre de findes andre steder.

Hvis Donald Trump skal blive ved med at overbevise amerikanerne og bl.a. også de finansielle markeder om, at han fortsat og solidt styrer økonomien, har han brug for at få nye vitaminer de kommende år. Selv den høje vækst på 4 pct. har ikke fjernet det løbende budgetunderskud og bnp/gæld-forholdet falder kun meget lidt.

Donald Trump kan ligesom børnene, som stolte fanger deres forældres opmærksom på den forudfastlagte togbane i Legoland, hævde, at han styrer. Han har dog brug for at overbevise mere end sig selv, vælgerne ved midtvejsvalgene den 6. november og investorerne om, at vækstfremgangen i 2018 ikke er en enlig svale. Derfor har han reelt ikke noget andet valg end at forsøge at få »meget med hjem fra Kina«.

I modsat fald er der en fare for, at investorerne vil minde ham om risikoen ved den førte økonomiske politik tidligere snarere end senere.

Læs også
Top job