Debat
0

Tiden rinder ud for Den Europæiske Centralbank

Det er slet ikke sikkert, at Den Europæiske Centralbank når at hæve renten i dette opsving. Det vil i så fald betyde, at vi rammer den næste nedtur med negative renter og meget begrænset pengepolitisk krudt

Frank Velling, Investment Management i SEB.

Aktieopsvinget vil med stor sandsynlighed fortsætte i lang tid endnu. Men ni år efter finanskrisen ligger den effektive rente på en 5-årig tysk statsobligation på blot 0,2 pct. I Danmark er renteniveauet tæt på det tyske. Det vil danske boligejere med rentetilpasningslån formentlig glæde sig over.

Men det lave renteniveau er i virkeligheden et sygdomstegn. Og sygdommen synes desværre at være resistent overfor de fleste økonomiske antibiotika.

Når renteniveauet er så lavt, skyldes det først og fremmest, at vi har fået noget, der kunne minde lidt om japanske tilstande i vores del af verden: En tilstand med svag økonomisk vækst og inflation. Siden chefen for den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, holdt sin ”Whatever it takes” tale forud for OL i London i 2012, har der været ført en uhørt lempelig pengepolitik. Indlånsrenten i ECB er negativ, og centralbankerne har opkøbt store mængder stats og erhvervsobligationer. Ikke desto mindre er kerneinflationen på blot en pct., hvilket er omtrent det halve af målsætningen.

ECB’s økonomiske prognoser peger hver gang på, at inflationen vil nærme sig de to pct. Og hver gang har det vist sig ikke at holde stik. Man kan naturligvis ikke klandre ECB for deres optimistiske prognoser: Hvis ikke de havde forventninger til stigende inflation, ville det jo være en erkendelse af, at den førte politik er forkert.

Men det er langt fra alt, som centralbankerne har kontrol over. Kombinationen af globalisering og ny teknologi bidrager til et pres ned af på inflationen. Det gælder ikke mindst serviceydelser. En detailhandler i Danmark er under et globalt prispres, fordi tilsvarende varer med stor sandsynlighed kan købes på online - og fordi vi alle har håndholdte ”computere”, som hurtigt kan scanne dette marked. Lønmodtagerne er også i stigende grad udsat for global konkurrence, da ny teknologi betyder, at det er væsentligt lettere at flytte hele eller dele af produktionen til lande hvor omkostningerne er lavere.

Noget af det ECB kan håbe på, er en mere langvarig svækkelse af euroen. En sådan svækkelse så man fra 2008 til 2016. Seneste har vi set lidt eurosvækkelse pga. problemerne i Italien, men ellers er euroen styrket siden december 2016. Og dette komplicerer helbredelsen af sygdommen i betydelig grad: Den amerikanske centralbank er, efter otte renteforhøjelser, snart ved vejs ende med de pengepolitiske stramninger. ECB har gentagne gange understreget, at man tidligst forventer at hæve renten slutningen af 2019. På dette tidspunkt kan isolerede renteforhøjelser fra ECB meget let give anledning til en styrkelse af euroen, og dermed et pres nedad på inflationen. Det vil med andre ord sige, at der er betydelig risiko for, at ECB slet ikke når at hæve renten i dette konjunkturforløb.

Hvis det er tilfældet, kan man ikke regne med pengepolitikken til at afbøde næste økonomiske nedtur. Og det finanspolitiske råderum, uden for Tyskland, er også stærkt begrænset.

BRANCHENYT
Læs også