Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Lad private investorer løfte infrastrukturen

Det vil koste den danske stat op mod 80 mia. kr. om året at sikre veje, broer og jernbaner af høj kvalitet. Lad os få private aktører på banen – til gavn for alle.

Efterhånden som valget rykker nærmere, stiger kursen på troværdige politiske mærkesager. Her er et bud på en vindersag til det parti, der er mest vaks ved havelågen: Lad private investorer løfte en del af Danmarks infrastruktur. Det vil være til gavn for trafikanter, pendlere og pensionsopsparere.

Omvendt kan det blive en tabersag at beholde ansvaret for vores veje, broer og baner på statens hænder alene. Skatteborgerne skal nemlig poste et stort tocifret milliardbeløb i kassen hvert eneste år, hvis blot vores infrastruktur skal følge med tiden. Sådan lyder vurderingen fra McKinsey Global Institute.

Konsulenthuset har regnet på investeringsbehovet fra 2016 til 2030, og her kommer de frem til, at et typisk land som Danmark skal bruge omkring 3,8 pct. af BNP på investeringer i infrastruktur. Herhjemme svarer det til cirka 80 mia. kr. årligt.

Det er et svimlende beløb, som statskassen ikke kan finansiere selv. Til sammenligning blev der i 2017 brugt knap 74 mia. kr. på alle offentlige investeringer – inklusive for eksempel hospitaler, andre bygninger og forskning.

Med andre ord er der brug for at få private aktører på banen. Og der er faktisk også flere gode grunde til det, end at det er for stor en mundfuld for staten alene.

For det første vil private investeringer sikre, at vi tilbyder vores trafikanter og pendlere bedst mulige forhold. For det andet kan danskernes pensionskroner blive investeret i projekter, som giver et højere afkast end det niveau, vi ser på traditionelle obligationer. For det tredje kan det offentlige dele projektets risici med den private investor.

Hvordan skal det så foregå i praksis? Lad os bruge en kommende Kattegat-forbindelse som eksempel. Den har været på tegnebrættet siden 2007, men er blevet sparket til hjørne af skiftende regeringer. Nu har projektet – muligvis – fået luft under vingerne fra en række, endnu ukendte, danske pensionsselskaber.

Hvis broen over Kattegat skal blive til virkelighed, vil investorerne mødes med det offentlige i en såkaldt OPP-model (Offentlige Private Partnerskaber). Her vil det offentlige betale for at koble vej og bane på fra land. Men selve broen samt den efterfølgende drift og vedligeholdelse vil ligge hos investoren.

For at investoren vil tage sin del af risikoen, skal totaløkonomien på sigt give et plus. Det vil ske via brugerbetaling, som vi kender det fra Storebælt og Øresund – eller offentlige tilskud. Alt skal selvfølgelig foregå efter statens regler, både når det gælder sikkerhed, kvalitet og økonomi.

Hvis vi også fremover skal være stolte af en moderne infrastruktur i Danmark, må investeringerne op på et niveau, hvor statskassen ikke kan følge med. Det er der ingen grund til at fortvivle over. For gevinsterne ved at få private penge på banen er væsentligt større end omkostningerne.

Værsgo, en ren politisk vindersag.

BRANCHENYT
Læs også