Debat

En timeløn på 15 kroner – så bliver Padborg til det nye Dubai

Regeringen ville gøre det lettere at hente udenlandsk arbejdskraft. Så dukkede nogle filippinere op i Padborg

Vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport A/S i Padborg har banket en pæl på størrelse med Storebæltsbroen gennem forestillingen om, at det danske arbejdsmarked er som en kolonihave: Trimmet, ordnet og gennemreguleret. Til en timeløn, som jeg fik som 14-årig for at hænge værktøj på plads hos Orlas Auto i Lading, får Kurt Beier Transport voksne lastbilchauffører til at køre gods rundt i Danmark: 15 kroner.

15 kroner er en fin timeløn, hvis man kommer fra Filippinerne, og det er, hvad lastbilchaufførerne gør. Via et postkasseselskab, som firmaet har oprettet i Polen, bliver filippinerne hentet ind over EU's ydre grænse. Hermed er de omfattet af EU's regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, og så installerer Kurt Beier Transport dem i en containerlejr i Padborg, hvorfra de for 15 kroner i timen kører med gods i Danmark. Nogle gange 21 timer i træk.

Smart, ikk?

Nu kunne man være forarget. Det er én mulighed. Padborg-firmaet har vist vejen til at omdanne Danmark til Dubai. Her arbejder en hærskare af asiater for en løn og under forhold, der er hinsides enhver forestilling. Ørkenstaten har vist nok stor succes med dén model.

Man kan også se sagen som en frisk påmindelse til landets politikere om, at den virkelige virkelighed ind i mellem overhaler den politiske virkelighed.

I flere uger har integrationsminister Inger Støjberg (V) forhandlet med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om lempeligere regler for at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Dele af erhvervslivet mangler nemlig dygtige hænder. Regeringen har påtaget sig at give sagen en chance, selvom DF og S på forhånd har meldt ud, at de ikke vil røre ved den skrue, der virkelig kan flytte noget, nemlig grænsen for, hvor meget man mindst skal tjene. I mandags gik forhandlingerne så i knude.

Kurt Beier Transports filippinske lastbilchauffører er noget værre møg for både Støjberg og Dansk Folkeparti/Socialdemokratiet. DF og S kan pege på filippinerne og sige, at de viser, at erhvervslivet gør, hvad dælen de vil, så ligefrem at lade udlændinge fra tredjelande arbejde legalt i Danmark til lave lønninger, det er på grænsen til landsforræderi.

Omvendt kan Støjberg spørge S og DF, hvordan de selv synes, at det går: Mens de to partier sidder og fedter med deres beløbsgrænser, er en vognmand ved at omdanne Padborg til Dubai. Inklusiv pigtråden omkring de containere, hvor de ansatte sover og spiser. Om det måske var en idé at komme ind i kampen, før den virkelige virkelighed løber helt fra forestillingen om det danske arbejdsmarked som en kolonihave.

En timeløn på 15 kroner for at køre med lastbil i Danmark giver altså begge parter et problem. Undskyld – alle tre parter. For Kurt Beier Transports filippinere er ikke den bedste reklame, som erhvervslivet kan få for sit ønske om at kunne hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også