Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Tidligere toprådgiver for David Cameron: Stop den danske panik for brexit

Der er ingen grund til at frygte en erhvervsmæssig dommedag efter brexit. Storbritannien og Danmark har et stærkt historisk bånd, og det kan man sagtens bygge videre på, skriver en tidligere toprådgiver for premierminister David Cameron.

Brexit - britisk farvel til EU
Den 30.marts næste år er Storbritannien ikke længere medlem af EU - uanset om der inden da er indgået en aftale om det fremtidige tilhørsforhold eller ej. Foto: AP

Fredag den 29. marts næste år vender Storbritannien ryggen til sine naboer og resten af verden. Eller det er i hvert fald det billede, som mange danske medier maler i deres dækning af Storbritanniens historiske udtræden af EU. Ofte med en næsten hånlig eller medlidende tone som i tegneserien om Asterix: »De er skøre, de briter.«

Som mangeårig aktør bag kulissen i britisk politik - bl.a. som tidligere rådgiver for David Camerons - undrer jeg mig over denne ensidige formidling. Uanset hvad man mener om brexit, så er én ting sikkert: Storbritannien vil stadig ligge i Nordsøen som Danmarks nabo med 66 mio. indbyggere, og vores milliardhandel med hinanden vil fortsætte.

Danmark eksporterer hvert år for 91 mia. kr. over Nordsøen (alene den danske fødevareindustri eksporterer for 12 mia. kr.), og der er danske investeringer for knap 150 mia. kr. i Storbritannien, viser tal fra Danmarks Statistik. Lad mig slå fast: Uanset udfaldet af brexit-forhandlingerne kommer Storbritannien efter sin udtræden af EU ikke til at være et lukket land. Tværtimod.

En stor del af den engelske regerings dagsorden er netop at skabe et globalt Storbritannien efter brexit. Og Danmark har gode forudsætninger for at fortsætte og udvide handlen samt styrke de to landes gode forhold. For Danmark og Storbritanniens skæbne i EU er vævet tæt sammen - tættere end de fleste måske husker eller bliver gjort opmærksom på af embedsmænd, journalister og politikere.

Udover at Storbritannien er Danmarks fjerde største eksportmarked, så er hele historien om de to landes indtræden i fællesmarkedet forbundet. I 1961, da Storbritannien første gang ønskede at blive medlem af EF, nedlagde den franske præsident Charles De Gaulle veto mod medlemskabet. Det førte til, at Danmark afviste at træde ind i EF. Og faktisk var Storbritannien det største eksportmarked for Danmark inden de to lande sammen trådte ind i unionen i 1973. Der er i den grad et »special relationship« mellem Danmark og Storbritannien, når det kommer til samhandel.

Så modsat hvad det offentlige Danmark og mediebilledet dikterer, så ligger der stort potentiale i Storbritannien for danske virksomheder efter brexit, hvis de for alvor engagerer sig i, hvilke aftaler brexit munder ud i. Der er ingen lurende katastrofe som pressen ellers ofte giver udtryk for.

Så her er London med en meddelelse: Dommedag brexit findes ikke. Storbritannien forlader EU, men ikke Europa. Danmark og Storbritannien har og vil forsætte med at have et stærkt forhold uanset EU-medlemskab. Det er nærmere et år 0; en ny start, hvor nye muligheder for forretning er mange for dem, der er velforberedte og velinformerede. Dem som tør at skabe stærke forbindelser over Nordsøen til gavn for begge lande, der historisk har stået last og brast med hinanden.

Af Mohammed Hussein, chefrådgiver i PLMR London. Tidligere rådgiver og pressechef for konservative David Cameron, der gik af i 2016.

BRANCHENYT
Læs også