Debat
BREAKING
0

Tre tech-tendenser, der tegnede 2018

Vi blev udfordret af dataskandaler, men så også gennembrud for nye værktøjer, der kan flytte magtbalancen, når verdens store udfordringer skal løses.

Techåret 2018 har budt på afgørende gennembrud for nye teknologier og samtidig sat spørgsmålstegn ved den måde, vi har brugt teknologi på indtil nu. Sådan et år kan være svært at opsummere, men jeg vil gerne pege på tre tendenser, der både har defineret techåret, der gik, og har potentiale til at forandre vores forhold til og brug af teknologi fremadrettet.

Cambridge Analytica-skandalen i begyndelsen af året blev anslaget til den hidtil største diskussion om vores privatliv på nettet, og hvordan techgiganter som Facebook og Google behandler og profiterer på vores data. Langt om længe, fristes man til at sige, da en af de største udfordringer ved et internet, der i stigende grad er blevet centraliseret, har været manglen på sikker og transparent håndtering af vores data.

Nu er vi så småt ved at have værktøjerne i form af blockchain-teknologi https://finans.dk/debat/ECE10953528/blockchain-bliver-fundamentet-for-fremtidens-internet/ og de endnu mere avancerede løsninger som zk-SNARK, der er en såkaldt kryptografisk protokol. Den er udviklet til den digitale valuta Zcash, hvor brugeren kan bevise sin identitet uden at afsløre de personlige informationer, der ligger bag. https://cryptodigestnews.com/digital-identity-privacy-and-zero-knowledge-proofs-zk-snarks-3d092b509990

I foråret kom så den europæiske GDPR-lovgivning, der satte nye standarder for databeskyttelse – men også kritiseres for at være alt for omkostningstung og uigennemskuelig for virksomheder. I USA drøfter man lige nu, hvordan en amerikansk lov om databeskyttelse bør udformes. Indtil teknologi og lovgivning indhenter nettets vilde vesten, må vi forvente, at vi kun har set rækken af skandaler om datalæk. Så sent som i denne måned afslørede New York Times, at Facebook har givet eksterne parter, som Netflix og Spotify, langt større adgang til deres brugeres data end hidtil antaget. https://www.nytimes.com/2018/12/18/technology/facebook-privacy.html

Teknologi har længe været anvendt til at kortlægge og afhjælpe konsekvenserne af klimaforandring. Sensorer måler luftforurening i byer, droner overvåger skovenes vækst https://www.weforum.org/agenda/2018/08/here-s-how-technology-can-help-us-save-the-planet, og i 2021 opsendes satellitten MethaneSAT, der kan måle og kortlægge udledning af metangas over hele kloden. https://www.weforum.org/agenda/2018/08/how-technology-is-driving-new-environmental-solutions/

I 2018 kom så et gennembrud på energifronten, der gør det muligt at gøre et fossilt brændstof, naturgas, CO2-neutralt. I USA tester man netop nu en teknologi, der kan fjerne stort set al CO2 fra produktionen af naturgas – og ifølge virksomheden bag projektet uden ekstra omkostninger for forbrugeren. https://qz.com/1292891/net-powers-has-successfully-fired-up-its-zero-emissions-fossil-fuel-power-plant/

30 pct. af USAs elektricitet kommer i dag fra naturgas, og selv om naturgas forurener langt mindre eksempelvis kul eller olie, er det stadig en væsentlig kilde til CO2-udledning. Teknologien vil kunne implementeres og skaleres i naturgasværker over hele verden.

Googles minihær af selvkørende elektriske taxier, under navnet Waymo, kører pt. rundt i 25 amerikanske byer. I 2018 kunne Waymo notere sig over 17 millioner kørte kilometer, og i oktober fik virksomheden som den første tilladelse til at teste fuldt selvkørende biler – dvs. uden reservefører bag rattet – i Californien. Apple og Tesla er de førende konkurrenter, men også de traditionelle bilproducenter Toyota, Mercedes, Daimler og BMW satser på teknologien og har selvkørende testbiler på vejene.

Det eksisterende trafiknet, sikkerhedskrav og lovgivning betyder, at det brede gennembrud for selvkørende biler stadig er nogle år væk. Men selvkørende busser, robotter og smart grid-teknologi giver allerede nu nye transportmuligheder. I flere byer testes ”mobility as a service” (MAAS), hvor ruter planlægges på tværs af taxaer, delebiler og -cykler og offentlig transport. Brugeren får en skræddersyet rejseplan og anvender kun ét system til betaling og planlægning. I Danmark bliver forsøg med selvkørende robotter tilladt fra 2019, og i Aalborg afventer kommunen tilladelse til at sende de første selvkørende busser på vejene. Ifølge Juniper Research vil MAAS erstatte 2,3 mia. køreture i privatbiler i 2023 og blive den foretrukne transportform i fremtidens byer. https://www.marketwatch.com/press-release/juniper-research-mobility-as-a-service-to-replace-23-billion-private-car-journeys-annually-by-2023-2018-09-04

Vi har aldrig været mere forbundne til teknologi, og de gennemgribende forandringer på alle tre områder vil inden for en kort årrække påvirke langt de fleste af os. Men vi er også blevet langt mere bevidste om konsekvenserne af de nye teknologier, og hvad vi kan gøre for at få indflydelse på udviklingen. Lad os i det kommende år blive ved med at minde os selv og hinanden om, at teknologien er til for at hjælpe os som mennesker – ikke omvendt.

Rigtig godt techår!

BRANCHENYT
Læs også