Lykkeland i Norge så langt øjet rækker

Dette er et kig i krystalkuglen, så lad mig starte med tre hurtige forudsigelser om Norge i første del af 2019: Norge får ny regering, nationalbanken sætter renten op, og boligpriserne falder.

Er Norge så et land på vej ned i en bølgedal med politisk ustabilitet og dårlig økonomi? På ingen måde. Norsk politik er mere forudsigelig, konsensusorienteret og stabil end næsten alle andre sammenlignelige lande – blot har Kristelig Folkeparti besluttet, at de vil i regering. Og det kommer de på den ene eller anden måde.

Og rentestigningerne er netop et udtryk for, at norsk økonomi er i god gænge. En vækst i 2019 på over to procent og stort set ingen arbejdsløshed. Fem faktorer driver norsk økonomi frem: den relativt høje oliepris i 2018, høje priser på laks og anden fisk (Norge er verdens næststørste fiskeeksportør), en svag krone som styrker norsk eksport, høje erhvervsinvesteringer og høj indenlandsk efterspørgsel fra de velbjergede norske forbrugere.

Men dette er alt sammen på den relativt korte bane. Det store spørgsmål som både nordmænd og udlændinge stiller sig er: Hvad sker der, når olie- og gasindtægterne forsvinder?

Danske seere kan i disse uger se den nye NRK-serie ”Lykkeland”, som fortæller historien om, hvordan Norge fandt olie og gik fra at være et af de fattigere lande i Europa til et af de rigeste i verden. Det er drama – ikke dokumentar – men de centrale beslutninger, som adskiller Norge fra Danmark og mange andre olieproducerede lande bliver slået fast med syvtommersøm og med små stikpiller til Danmark. Oprettelse af et statslig olieselskab, etablering af en oliefond og kraftig satsning på at opbygge egne kompetencer i hele værdikæden. Kort før jul fastslog statsminister Erna Solberg i et møde med os EU-ambassadører, at ”hvis man ikke forstår Norges ønske om selv at eje energiressourcerne, forstår man ikke Norges historie”.

I Lykkeland følger man den rige familie Nyman som har store problemer med sin fiskerivirksomhed, men som behændigt skifter branche til olieindustrien. Et skifte som ikke bare den fiktive familie Nyman foretog, men som store dele af norsk erhvervsliv lavede i de år, hvor oliesektoren udviklede sig.

40 år senere i 2014 blev Norge så ramt af den største krise siden anden verdenskrig da olieprisen faldt fra 120 dollar pr. tønde til under 30. På kort sigt blev norsk erhvervsliv og økonomi hårdt ramt, men igen ved hjælp af en hurtig omstilling af erhvervslivet til nye brancher - godt hjulpet på vej af en devalueret krone - blev økonomien genoprettet i løbet af to år. Og det er denne omstillingsevne kombineret med en solid statslig opsparing på 6.000 mia. danske kroner (oliefonden) og enorme naturressourcer, der gør, at Norge også kommer til at klare den næste omstilling: Omstillingen til den grønne og digitale økonomi.   

Norge har længe haft 100 procent grøn elektricitet genereret af vandkraft. Nu udbygger man hastigt med vindenergi samtidig med, at man øger vandkraftkapaciteten. Norge har ikke bare meget olie- og gas, men også meget vind og mange vandløb, der kan omsættes til ren energi, som der er stor efterspørgsel efter.

Verden efterspørger også i stigende grad proteiner, og det Norge ikke henter op af havet, producerer man ved fiskeopdræt. Norges havareal er over seks gange så stort som dets landareal, og Norge satser på at blive verdens førende havnation. Allerede nu huser man verdens største klynge af virksomheder, som arbejder under havet.

Norge vil som andre samfund løbe ind i problemer i forhold til den grønne og digitale omstilling. Men i modsætning til de fleste andre lande har man en oliefond, som kan give et skub fremad, når det er nødvendigt. I øjeblikket overføres 230 mia. norske kroner fra oliefonden hvert år til statsbudgettet. Det svarer til syv Storebæltsbroer. Det kan man købe meget omstilling for. Så alt tyder på, at NRK kan begynde at forberede ”Lykkeland – part 2”. 

Af Jarl Frijs-Madsen, Danmarks ambassadør i Norge.

Global handelskrig, politiske uro og techrevolutionen påvirker alle hjørner af verdensøkonomien. Finans har bedt en håndfuld danske ambassadører om at give en status fra deres respektive lande. Dette er den anden kronik i rækken.