Korruptionen hærger, men håbet lever i Sydafrika

I mit lokale indkøbscenter er der mellem boghandleren og den græske restaurant lige åbnet en butik, der sælger Maserati-sportsvogne. Uden for centeret står der tiggere på gadehjørnerne. Velkommen til kontrasternes, potentialets og det aldrig udslukte håbs land. Velkommen til den sydafrikanske regnbuenation.

Sydafrika har i 2018 stået på den anden ende i fejringen af 100-året for landsfaderen Nelson Rolihlahla Mandelas fødsel, og i 2019 er det 25 år siden frihedskampen mod det hvide mindretalsstyre blev vundet. Mandela kunne indsættes som den første sorte præsident i landets historie, apartheid blev afviklet relativt fredeligt, og sydafrikanerne samledes omkring vedtagelse af den mest moderne og progressive forfatning i verden. Fremtiden så lys ud for det nye demokrati.

Meget er lykkedes. Sydafrika har i dag den næststørste økonomi i Afrika, den bedste infrastruktur i Afrika og de bedste universiteter i Afrika. Landet er velsignet med frie medier, solide demokratiske institutioner og har store materielle og menneskelige ressourcer. Der gemmer sig i Sydafrika et betydeligt potentiale for globalt politisk lederskab, økonomisk vækst og internationale investeringsmuligheder ikke mindst for danske virksomheder.

I det lys er det paradoksalt, at Sydafrika samtidig er det mest ulige land i verden. Efter næsten 10 års styre plaget af korruption under den tidligere præsident Zuma kæmper landet med 0-vækst, korruption, fattigdom og ulighed. Landets statsejede virksomheder er på fallittens rand. Arbejdsløsheden er på omkring 27 pct. og mere end halvdelen af Sydafrikas 57 millioner store befolkning lever under den officielle fattigdomsgrænse. Med apartheids fald blev den politiske frihed måske nok vundet, men landets økonomiske ressourcer er stadig ikke kommet det store flertal af landets sorte befolkning til gode.

Landet står med andre ord ved en korsvej, hvor der er akut brug for politisk lederskab, økonomiske reformer og en fornyet omfavnelse af de værdier, som Mandela lagde til grund for landets skabelse. Regnbuenationen har brug for en genfødsel, og parlamentsvalget i foråret 2019 vil være det afgørende pejlemærke for, om landet er på vej i den rigtige retning.

Det sitrer i luften. Man mærker, at forandringens vinde er tiltagende. Opgøret med den korrupte elite af politikere og forretningsfolk kæmpes nu åbent både i pressen, i de politiske institutioner og ved domstolene. Kampen mod korruption og for økonomisk vækst er samtidig blevet det banner under hvilke den nye præsident (og ANC-formand) Ramaphosa går til valg – og alt tyder på med betydelig opbakning i befolkningen, hvor tilliden til personen Ramaphosa er højere end til noget politisk parti. 

Præsident Ramaphosa har en stærk forankring i ANC, han forhandlede personligt Sydafrikas forfatning, og han har tidligere tjent som vicepræsident efter en lang periode som succesfuld forretningsmand. Han er moderne og globalt tænkende, men også en dreven politiker og en snu forhandler. Ramaphosas position i ANC er dog fortsat skrøbelig. Personlig succes ved valget i 2019 bliver afgørende for hans muligheder for at videreføre den anlagte progressive politiske linje mod fokus på at løfte den sydafrikanske økonomi, bekæmpe den dybe korruption, tiltrække nye investeringer og skabe jobs.

Det moderne Sydafrika er skabt på Mandelas vision om fred, frihed, menneskerettigheder, samhørighed og økonomisk solidaritet. Visionen lever fortsat, og på alle niveauer i det sydafrikanske samfund møder man dygtige og engagerede politikere, embedsmænd, forretningsfolk og aktivister. Håbet er derfor det sidste, der dør i Sydafrika, men den fremtidige retning afgøres ved parlamentsvalget i 2019.

Vil Sydafrika lade sig forføre af politisk populisme og deraf afledt uundgåelig økonomisk stilstand? Eller vil Sydafrika med fornyet kraft og optimisme vælge det seje træk frem mod forløsningen af det enorme potentiale for økonomisk fremgang og politisk lederskab, som landet bærer - både på det afrikanske kontinent og globalt? Jeg tror, at Sydafrika vælger rigtigt.

Af Tobias Elling Rehfeld, ambassadør i Sydafrika.

Global handelskrig, politiske uro og techrevolutionen påvirker alle hjørner af verdensøkonomien. Finans har bedt en håndfuld danske ambassadører om at give en status fra deres respektive lande. Dette er den fjerde og sidste kronik i rækken.