Debat
0

Erhvervsdrivende fonde er vigtige for dansk erhvervsliv 

Vi bør gøre mere for at værne om den klassiske danske fondsmodel, som sikrer et langsigtet perspektiv på forretningen.

Direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Foto: Stine Bidstrup.

Dansk erhvervsliv – særligt det vi kan kalde de store tunge lokomotiver i erhvervslivet – er om noget kendetegnet ved, at de er ejet af en erhvervsdrivende fond. Det gælder fx virksomheder som Novo Nordisk, Carlsberg, Maersk, Leo Pharma, Danfoss og mange andre, hvor fremsynede ejere har sikret virksomhedens forankring og tilknytning til Danmark ved at placere den i en fond.

I en tid, hvor mange skyder på erhvervslivet og særligt de multinationale virksomheder, så skiller fondsejede virksomheder sig ud. Forskning viser fx, at fondsejede virksomheder klarede sig bedre gennem sidste finanskrise, hvilket ikke mindst må tilskrives fondenes stabile og langsigtede ejerskab. Af samme grund kan det undre, at man i 1998 indførte et skatteregime, der gjorde det kontraproduktivt, at stifte nye erhvervsdrivende fonde, hvilket har haft som indlysende konsekvens, at stort set ingen danske virksomheder har fundet vej til et fondsejerskab igennem de sidste 20 år.

Det bør stå virksomheder frit for, om de vil overdrage til familien, medarbejdere, kapitalfonde, andre virksomheder eller en fond. Det skal ikke være skatten, der skal afgøre det. Tværtimod skal vi hylde den unikke diversitet i forskellige former for ejerskab, som vi har i Danmark og som giver danske virksomhedsejere mulighed for at træffe de bedste valg for såvel virksomheden som dens ansatte på alle andre parametre. 

Med de nuværende fondsregler er det tydeligt, at det ikke har været attraktivt at overdrage til en erhvervsdrivende fond. Sådan bør det ikke være, og derfor skal regeringen roses for, at den sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre har aftalt at indføre nye regler, der gør det skattefrit at overdrage virksomheder til erhvervsdrivende fonde. Med aftalen er der sikret attraktive vilkår for de erhvervsdrivende fonde til gavn for hele det danske samfund og de mange almennyttige og almenvelgørende institutioner, som nyder godt af deres støtte.

Alt i alt virker aftalen som en robust løsning, der vil gøre det attraktivt at oprette nye fonde. Den eneste virkelige udfordring for den nye model er, at det vil være muligt at overdrage virksomhederne til udenlandske fonde. Det er klart, at reglerne skal overvåges nøje og må genovervejes, hvis det viser sig, at vi med disse regler ender med at danske virksomheder bliver placeret i Irland og Luxembourg i stedet for i Danmark.

Det næste brede forlig bliver forhåbentlig at få sænket den høje danske kapitalbeskatning. Denne beskatning gør det nemlig uattraktivt at generationsskifte, og det bør som sagt aldrig være skatten, der bestemmer, hvordan virksomheder bliver overdraget eller drevet.

Af Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også