Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Hånden på hjertet, topleder: Er der gået Forældreintra i din virksomhed?

Forældreintra fik prygl i denne uge. Det kan virksomheder lære noget af.

Frederik VI indførte undervisningspligt i 1814, og året efter indførte han som bekendt Forældreintra. Siden har historielærere kunnet skrive ud, at alle i 4.C skal have et hvidkålshoved og en champagnesabel med i morgen, for da skal klassen have om henrettelsesmetoder i middelalderen.

Derfra springer sikringerne. Emmas mor spørger, om hvidkålshovedet skal være økologisk. Mikkels far tilføjer, at det med henrettelsesmetoder lyder spændende, men om det kunne henlægges til en anden tid end middelalderen, for Mikkel så for nylig en film om livet på et munkekloster i 1200-tallet, og nu tør han ikke sove på sit værelse. Kagle, kagle, kagle.

Forældreintra fik i denne uge prygl for at stresse forældre. Beskeder om dit og dat vælter ud på daglig basis, krydret med endeløse debattråde om fnidder i pigegruppen og klassens politik i forhold til energidrikke. Til sidst bliver forældre syge af at følge det anarkistiske monster. Eller vender ryggen til det.

Den digitale meddelelses-, brok- og diskussionsbog rummer en læring til virksomheder. Læren er, at hvis man informerer sine ansatte forbi et vist punkt, bliver de informationsresistente. Hvor punktet er, kan ikke fastlægges præcist, men forvent problemer på den anden side.

Jeg har en kunde, der er kommet forbi punktet. Før det virkelige problem blev diagnosticeret, prøvede organisationen nogle af standardgrebene i informationsværktøjskassen. Man kan for eksempel skrue op for lyden, så budskaber, der ikke går igennem, nu tordnes ud til modtagerne. Eller man kan gå ud på nye platforme, give web’en en guldvask og prøve smadre-kombien, hvor det samme indhold tæves ud pr. sms, mail og Facebook. Hvis dét heller ikke virker, er den gal. Så er man forbi punktet.

Forældreintra er formodentlig i nærheden af at passere punktet. Det samme er den interne information i visse virksomheder. Kunderne tør man ikke drukne i information, af frygt for at irritere dem, men gerne de ansatte. De kan tilsyneladende klare alt. Ork. Personalehåndbogen, intranettet, nyt fra HR, nyt fra kunstklubben, direktionens orienteringsmøder, løbende info om sommerfester, firmasommerhuse og kantinemenuer, regler for lån af mødelokaler til private formål, henstilling af cykler og receptionsgaver – og beskeder om at arealet foran personaleindgangen i øjeblikket kan være glat. Gitte fra Regnskab faldt i går. Intern Service er på sagen.

Kunne noget af al denne information undværes? Måske ikke. Men kan den omvendt medføre informationsresistens? Yes. I den grad. Min kundes vigtigste interessenter har i bekymrende omfang valgt den ultimative løsning: Udtræden af kommunikation. De modtager fortsat hele klaviaturet af mails, nyhedsbreve og magasiner. Men de læser dem ikke, og de reagerer ikke. De gør - ikke noget. De har klippet kablet.

Pryglene til Forældreintra er påmindelsen om, at det såkaldte informationssamfund har en bagside. Det er fantastisk, at teknologi gør det muligt for alle at informere om alt og have meninger om alt - uden at det koster så meget som et ark papir og et frimærke. Det er knap så fantastisk, når ingen længere hører efter.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også