Kvikguiden: Tre tegn på at Løkke er klar til at trykke på valgknappen
Dem, der siger noget om valgdatoen, ved ikke noget om valgdatoen. Her er alligevel tre tegn.
Du har travlt med karrieren. Du forstår ikke idéen i at bruge timer på at diskutere, hvornår Lars Løkke Rasmussen udskriver valg. Men du vil gerne have den korte version. Ja?
Så har du her kvikguiden. Kig efter tre pejlemærker. Så har du en fair chance for at aflæse, om valget er tæt på.
Meningsmålinger er i denne sammenhæng - næsten - alt. Kunsten er at læse meningsmålinger på samme måde som politikere.
Statistikken siger, at den, der går ind i en valgkamp som vinder, også går ud af en valgkamp som vinder. Det er pejlemærke 1. Den blok, der er foran i meningsmålingerne, når valget udskrives, vil efter statistikken også tage sejren hjem. Selv om tommelfingerreglen ikke holder 100 pct., har den stor psykologisk betydning.
Der er nemlig forskel på at lægge fra land i en valgkamp som vinder og som taber. Ligger man til at tabe, bliver grundfortællingen i medierne, at man har kurs mod et nederlag. Fra det udgangspunkt går der hurtigt sport i at spotte mulige årsager. Medierne vil dyrke tegn på intern splittelse og holdningsforskelle, da den slags kan udlægges som forklaring på vælgernes svigtende opbakning. Er man bagud fra start, har man altså en ekstra udfordring. Omsat til 2019: Lars Løkke Rasmussen udskriver ikke valg på et tidspunkt, hvor blå blok er kritisk bagud i meningsmålingerne.
Men hvad er så ”kritisk”? Det er mere end to procentpoints. Statistikken siger, at det er muligt at hente to procent under en valgkamp. Men ikke meget mere end to procent. Det er pejlemærke 2.
Følg derfor nøje med i, hvordan forskellen på rød og blå blok udvikler sig i meningsmålingerne. Så længe den regeringsbærende blok ret stabilt er mere end to procent bagud, er det ikke særligt sandsynligt, at statsministeren udskriver valg. For han eller hun vil så sætte sin parti- og kampagneorganisationen på en opgave, der som udgangspunkt er meget vanskelig. Det er skidt. Det er demotiverende for en kampagnestab at skulle arbejde hen mod et mål, som det ikke virker realistisk at nå. Det er dobbelt demotiverende, fordi kampagnestaben længe har haft alle meningsmålinger under lup og vurderet, om man har momentum.
Dem, der ved noget, siger ikke noget. Dem, der siger noget, ved ikke noget.
Momentum – hold øje med dét ord. Det betyder fremdrift. Rød og blå blok ligger næsten altid tæt. Derfor vil statsministeren nærstudere, om blokken, som han/hun står i spidsen for, er i fremdrift i meningsmålingerne eller ej. Hvis man har momentum, og ikke er kritisk bagud, er de grundlæggende forudsætninger til stede for at kunne udskrive valg. Så kan en veltilrettelagt valgkamp muligvis hente de marginaler hjem, man mangler.
Udfordringen er naturligvis, at statsministeren ikke kan se om hjørner. Altså vide om der om en måned eller to er et endnu mere fordelagtigt grundlag at udskrive valget på, eller om man i stedet har tabt momentum. Omsat til 2019: Lars Løkke Rasmussen er op mod et meget uklart billede. I sidste uge viste én meningsmåling et komfortabelt forspring til rød blok. Selv uden Alternativets mandater kunne Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet danne regering. Absolut et signal om at Løkke vil holde fingeren lagt væk fra valgknappen et stykke tid. Men et par dage efter kom en anden måling, hvor alt blæser i vinden. Forskellen i opbakning til rød og blå blok forsvinder i en tåge af statistisk usikkerhed. Blå blok har dog en lille smule momentum. Men i et vægtet indeks er det svært at få øje på.
Jo tættere, vi kommer på 17.juni, hvor folketingsvalget senest skal holdes, jo mere nøjsom må statsministeren være med hensyn til udgangspunktet for sin valgkamp. Dødt løb, som i den seneste meningsmåling, kan vise sig at være det bedste fundament, han får. Hvis han hælder til samme vurdering, kan valget blive udskrevet lige om hjørnet. Risikoen ved at vente er, at oppositionen får momentum, mens timeglasset tømmes for sand.
Pejlemærke 3 er markante kærlighedserklæringer. Dansk Folkeparti ventilerer ind i mellem et ønske om at gå ind i en regering med Venstre og Konservative efter valget og smide Liberal Alliance ud. Det ville være højst overraskende, hvis statsministeren offentligt tog imod frieriet, men sker det, skal alliancen besegles med et lynægteskab.
Og til sidst et råd, som jeg engang fik fra en minister om valgdatoer: Dem, der ved noget, siger ikke noget. Dem, der siger noget, ved ikke noget.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.