Det ensomme liv i spidsen for en SMV

Jeg mener, at det er lige så svært at være leder for 5 som 500. Forholdende er bare forskellige.

Når man som jeg er leder for en SMV, bliver man en slags kromutter eller –fatter, der holder alt kørende og har alverdens arbejdsopgaver. Her er ikke plads til kun at lave de fede specialiserede arbejdsopgaver, nej, for printeren fungerer ikke, så den skal fikses.

Mit arbejde er meget uforudsigeligt og til tider frustrerende. Jeg skal jonglere med alverdens bolde: strategisk udvikling, idégenerering, rensning af kaffemaskinen, ledelse af studentermedhjælperne og meget mere. Og det er kun et lille udsnit af mine arbejdsopgaver.

Der er hele tiden mange små opgaver, som tager fokus fra de store, og det er svært at få fred til at arbejde i dybden med det, som jeg allerhelst vil. Der er en glidende overgang mellem, hvornår jeg som leder skal uddelegere eller hjælpe mine medarbejdere, og hvornår vi er venner med langt til et hierarkisk forhold. Jeg skal kunne bære det hele, rumme det hele og være det hele. Og det er netop dér, hvor jeg tror, at lederjobbet af en SMV adskiller sig fra topledernes.

At være leder af en lille virksomhed indebærer, at jeg konstant trækkes ind i andres opgaveløsninger og skal være med til at finde veje for mine medarbejdere. Men opgaven med bekymringerne og bøvlet er man ene om. Som leder er der ikke ligestillede kolleger, som man kan dele byrden med, når tingene er svære. Jeg lever i et spænd mellem at skulle fikse andres problemer og at være alene om mine egne. Det kan indimellem give et stort afsavn og være yderst ensomt.

Jeg ville ofte ønske, at jeg havde ligestillede kolleger, som jeg kunne drøfte problemer og finde løsninger sammen med. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange er lige ved at løbe skrigende bort. Problemet er bare, at det kan jeg ikke. Jeg har jo ansvaret for en virksomhed, og for at der er trivsel hos mine medarbejdere - også selvom jeg ikke altid selv har energien eller overskuddet.

Min vej ud af ensomheden har været en erkendelse af, at jeg ikke kan klare alting selv. Det har taget mange år at nå hertil. Jeg har over tid lært at håndtere det bipolare ledelsesspænd ved at opbygge åbenhjertelige relationer til personer med forskellige kompetenceområder, hvor jeg kan få en fortrolig, ledelsesmæssig dialog, og hvor der er plads til at finde min vej.

Og så forsøger jeg hele tiden at mærke efter, hvordan jeg egentlig har det, så jeg kan nå at rette ind og finde veje inden mit hoved står helt af. Personligt har jeg f.eks. rutiner med at gå i møde med mig selv, lægge ting til siden og gå en tur inden jeg træffer vigtige beslutninger.

Det, jeg beskriver, er måske ikke realiteten for alle ledere af Danmarks SMVer, men jeg er sikker på, at mange kan nikke genkendende til nogle af scenarierne. Mit liv som leder lever måske ikke op til mange folks drøm om det glorværdige hjørnekontor, men trods bøvlet er det sidst på dagen stadig besværet værd.

Af Chrestina Munkholm Ib, kreativ chef og studieleder hos Business Institute