Debat
0

Lønsikringer er en humlebi, der flyver højere og højere

Hvis forsikringsselskaber regnede ligesom Finansministeriet, ville lønsikringer slet ikke kunne hænge sammen. Men nye tal fra Forsikring og Pension viser, at forsikringerne bliver mere og mere udbredte.

Ole Just, cheføkonom i HK.

De seneste tal fra Forsikring og Pension viser, at ca. 273.000 har tegnet en lønforsikring, en stigning på over 200 pct. de sidste syv år. Baggrunden er et ønske om at stå bedre ved en afskedigelse end det, som dagpengesystemet med en faldende kompensationsgrad kan tilbyde.

De fleste lønforsikringer fungerer som en overbygning til dagpengene, og en væsentlig del er tegnet som kollektive forsikringer for en hel medlems- eller faggruppe. De to fagforeninger HK og Socialpædagogerne har på det offentlige område tegnet kollektive forsikringer for ca. hhv. 55.000 og 30.000 medlemmer.

Fælles for forsikringerne er, at prisen afspejler, hvor mange der bliver ledige, hvor længe de er det, og hvor meget de tjener i løn. Dertil kommer udgifter til administration, reserveopbygning eller andre udgifter til dækning af risici.

Lønforsikringer er generelt dyrere per forsikringskrone end arbejdsløshedsforsikringen, fordi der ikke er noget tilskud fra staten, og fordi staten ikke skal stille garanti m.v. for at kunne sikre udbetaling af dagpenge. Men hvis forsikringsselskaberne regnede ligesom Finansministeriet, skulle lønforsikringerne være endnu dyrere. Markant dyrere.

I Finansministeriets modeller regner man med, at en forhøjelse af dækningen i dagpengesystemet ikke blot vil forlænge ledigheden, men også få flere beskæftigede til at søge over i ledighed. Den forøgede tilgang sker ved, at medarbejdere gennem en dårligere arbejdsindsats fremmer deres egen opsigelse og søger mindre aktivt i opsigelsesperioden. Økonomisk set er det kontraintuitivt, at lønmodtagere i job skulle 'søge' ledigheden, som altid vil udløse et økonomisk tab og usikkerhed. Alligevel er det sådan, der regnes.

Et svar til Folketinget sidste år viser, at effekterne af at øge kompensationsgraden i dagpengesystemet i et par måneder, sådan som lønforsikringer giver mulighed for, er kraftige. En forhøjelse af dagpengesatsen med 25 procent i to måneder vil koste 220 mio. kr. i direkte effekt og ændret adfærd blandt de ledige, der umiddelbart bliver berørt. Men medregnes også effekten af en forøget tilgang til ledighedskøen, stiger regningen med en faktor fire til 850 mio. kr.

Hvis effekterne af en højere løndækning var så store i virkelighedens verden, skulle priserne på lønforsikringer skrues så meget i vejret, at det ville være usandsynligt, at der kunne skabes et privat marked for lønforsikringer.

Så har markedet eller modellerne ret? Meget tyder på, at det er markedet. Finansministeriet bør derfor revidere sine regnemetoder, som i øjeblikket blokerer for tilpasninger af kompensationsgraden i dagpengesystemet og truer med at underminere flexicuritymodellen.

BRANCHENYT
Læs også