Protektionisme og produktivitet rimer ikke
En nedkøling af klimaet for samhandel med resten er verden er en gigantisk trussel, særligt for en økonomi som den danske.

Vilkårene for international handel står højt på den internationale politiske dagsorden. Handelskrig, brexit og nye politiske strømninger giver bekymring for protektionisme og endnu mere fædrelandet-først-politik. Herhjemme afstedkommer det især bekymring for eksporten. Den er utvivlsomt vigtigt brændstof til dansk økonomi, men det er ikke kun eksporten, der lider, hvis protektionismen får fat. Der er andet og meget mere på spil.
Når politikere og andre meningsdannere herhjemme diskuterer de protektionistiske strømninger, er det de eksportrelaterede arbejdspladser, der giver bekymrede miner over en bred kam. Eksporten er selvfølgelig vigtig, men vi skal huske, at importen og mulighederne for at flytte ressourcer, kapital og arbejdskraft, på tværs af nationale grænser også er væsentlige for vores produktivitet og velstand.
Man kan få den tanke, at importen har fået et ufortjent dårligt ry i folkemunde; nogle opfatter importen som uvedkommende konkurrence udefra, som stjæler forretning fra indenlandske virksomheder – og dermed arbejdspladser. Ret beset er det i hvert fald en mulig forklaring på vælgeradfærden i USA og Storbritannien, og holdningen findes også herhjemme.
Men importen er ikke nogen skurk. Danske forbrugere nyder godt af udenlandske produkter, bl.a. fordi større markeder giver plads til nicheprodukter og større udvalg. Læg dertil skærpet priskonkurrence, som giver lavere forbrugerpriser.
Det er selvfølgelig kun et overbevisende argument, så længe konkurrence sker på fair vilkår og forbrugerne har jobs og dermed råd til forbrug. Her er det vigtigt at forstå, at danske virksomheder indgår i en global værdikæde, hvor vi er specialiserede i de opgaver, hvor vi har konkurrencemæssige fordele i forhold til udlandet.
Det er trist, når danske virksomheder må lukke og slukke, men det er den mekanisme, som på lidt længere sigt sikrer, at vi bruger vores ressourcer optimalt og bevarer konkurrencekraften både hjemme og på eksportmarkederne. Historisk har bytteforholdsgevinster gjort Danmark rigere. Vi har importeret produktivitetsfremgang ved at nyde godt af billigere varer fra udlandet.
En anden vigtig kilde til produktivitetsforbedringer er åbenhed for investeringer udefra, mulighederne for at investere i udlandet og sidst, men langt fra mindst, muligheden for at tiltrække specialiseret og fleksibel udenlandsk arbejdskraft.
En nedkøling af klimaet for samhandel med resten er verden er en gigantisk trussel, særligt for en økonomi som den danske. Det diskuterer de til årsmødet i World Economic Forum, men diskussionen skal fortsætte herhjemme bagefter. Enhver politiker, virksomhed og vælger bør tage emnet meget alvorligt, og jeg håber, at vi kan få en grundig og nuanceret debat om emnet i den kommende valgkamp forud for Folketings- og Europaparlamentsvalgene.