Debat
0

Banken – det er dig

Det er muligvis godt spin at lade nogle skandaleombruste anonyme banker betale for valgløfterne. Men ligesom for Storm P.s hund er der grund til at holde øje med sin hale.

Hvem er de banker, Socialdemokratiet vil beskatte? Sandsynligheden taler for, at det er dig. Byrden ved en ekstra skat på banker vil med meget stor sandsynlighed havne hos almindelige forbrugere og lønmodtagere.

Det er veletableret skatteøkonomi, at skatterne ikke nødvendigvis rammer dem, der umiddelbart betaler. Det kaldes skatternes incidens.

Socialdemokratiet vil finansiere halvdelen af den tre mia.kr.-pulje, man årligt vil afsætte til sine løfter om tidlig pension gennem en skat på banker. Partiet har dog ikke specificeret, hvilken slags skat eller hvem man præcist vil ramme. Banker er virksomheder, som i sidste ende repræsenterer nogle personer. Hvem af dem skal bære byrden? Er det ejerne, ledelserne, medarbejderne eller kunderne? Og for bankernes erhvervskunder, er det så deres ejere, ledelser, medarbejdere eller kunder?

Et helt grundlæggende resultat om skatternes incidens er, at de mindst mobile skattebaser ender med at bære den største del af beskatningen – uanset hvem der formelt udpeges til skatteyder. Investeringer er typisk de mest mobile baser internationalt og mellem sektorer. De vil reagere på øget beskatning, og konkurrencen har allerede fjernet det ekstraoverskud, der kunne betales skat af. Derfor vil en beskatning af bankernes ejere og andre investorer ende med at blive båret af nogle andre. Man kan i en vis udstrækning beskatte den eksisterende kapital – altså de nuværende ejere – men ikke nye investeringer.

Men hvad med ledelserne da? Kan man ikke beskatte deres lønninger hårdere? Også her gælder, at der er et stort nationalt og internationalt marked med høj mobilitet. Den afgåede direktør i Danske Bank var nordmand. Så selv en beskatning, der mindsker efterspørgslen efter ledere, vil ikke blive båret af ledelserne i større grad.

De mindst mobile skatteobjekter er for det første medarbejderne. De er ikke særlig internationalt mobile. Men de kan skifte sektor, hvis lønningerne i banksektorens halter bagud. Dermed spredes lavere produktivitet i banksektoren til økonomien og lønmodtagerne generelt. For det andet er de almindelige kunder heller ikke mobile. Store virksomheder vil derimod nok kunne trække mere på udenlandske bankforbindelser. Ekstra skat på bankvirksomhed vil derfor uundgåeligt primært blive båret af danske lønmodtagere, af forbrugerne og af småsparere – kort sagt af helt almindelige husholdninger.

Det er muligvis godt spin at lade nogle skandaleombruste anonyme banker betale for valgløfterne. Men ligesom for Storm P.s hund er der grund til at holde øje med sin hale.

BRANCHENYT
Læs også