Debat
0

Frihandelsspeederen i bund, tak

Der er et stort vækstpotentiale i et lave flere frihandelsaftaler med de fremadstormende økonomier, skriver direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv.

Direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Foto: Stine Bidstrup.

Til maj er der valg til Europa-Parlamentet og en ny EU-Kommission skal afløse den nuværende Juncker-Kommissionen til november. Lad os håbe, at den nye Kommission i endnu højere grad end forgængeren vil føre en offensiv vækst- og beskæftigelsesdagsorden. En af måderne at gøre det på, er ved at indgå frihandelsaftaler med vores vigtigste samhandelspartnere. Der gemmer sig et urealiseret vækstbidrag til europæisk og dansk økonomi, hvis Bruxelles formår at forhandle flere frihandelsaftaler på plads.

Hvilke lande er det, som danske virksomheder vil få mest glæde af, at der kom nye frihandelsaftaler med? Og hvem er det realistisk, at EU overhovedet kan få lukket frihandelsaftaler med? Selv om det måske kan lyde fantasifuldt nu og her, er det faktisk ikke helt utænkeligt, at der i 2019 kunne komme et gennembrud med USA.

På mødet mellem Trump og Juncker i juli sidste år, aftalte parterne at indlede forhandlinger om at afskaffe al told på industrivarer over Atlanten samt lue ud i de regulatoriske byrder for hinandens eksportvirksomheder. Forhandlingerne ventes at starte i marts eller april, og da USA er Danmarks suverænt største samhandelspartner udenfor EU, ville det være ideelt, hvis vi kunne handle toldfrit og med mindre bureaukratisk bøvl med amerikanerne. Over 50,000 danske jobs er i dag allerede knyttet op på vores vareeksport til USA uden en aftale. Selv en begrænset frihandelsaftale med USA på industrivarer, ville have en positiv beskæftigelseseffekt herhjemme.

Det næststørste eksportmarked for Danmark udenfor EU er Norge. Her kan der med undtagelse af nogle fødevarer allerede handles toldfrit i dag og på grundlag af de fælles regler i EU’s Indre Marked. Der er derfor ikke så meget mere at hente her. Næste land er Kina, hvor EU siden 2013 har kæmpet med at gøre Beijing interesseret i at indgå en investeringsaftale som forløber for en egentlig frihandelsaftale.

Det går frygtelig trægt, primært fordi kineserne ikke er synderligt interesserede i en aftale. Deres forhandlingstilbud hidtil har nærmest været useriøse, og man skal som dansk virksomhed virkelig ikke holde vejret i forventning om en snarlig aftale. Kineserne bider ikke til bolle, fordi de er udmærket tilfredse med det nuværende samhandelsmønster, hvor Kina har et stort handelsoverskud. Desuden har Beijing i mange år ikke spillet fair med hensyn til at tilbyde det samme niveau i markedsadgangen for europæiske virksomheder i Kina, som EU tilbyder kinesiske virksomheder i Europa. Det kigges der også på i Bruxelles.    

Næste levende billede er Australien, hvor den første forhandlingsrunde om en ambitiøs frihandelsaftale fandt sted i november sidste år i Canberra. Danmark klarer sig allerede i dag flot ”down under” med en vareeksport i 2017 på 7,5 mia. kr. Australierne opererer dog i forvejen med meget lave toldsatser og en transparent erhvervslovgivning, hvorfor det er tvivlsomt, hvor stor effekten af en aftale ville være. Det femte største danske eksportmarked udenfor EU, hvor en frihandelsaftale kunne gøre en mærkbar forskel, er Rusland. Her står geopolitikken i vejen, og det samme gør sig gældende for det næste land på listen: Saudi-Arabien.

Det bringer os til Brasilien. EU har siden 2010 forhandlet med Mercosur-landene (Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay) om en frihandelsaftale og hovedårsagen til, at det bliver ved med at trække ud, er, at de erhvervspolitiske interesser er meget modstridende. Sydamerikanerne har konkurrencedygtige landbrugsvarer, som europæiske bønder er knap så interesserede i at se på hylderne i EU, mens sydamerikanske industrivirksomheder med god grund frygter, hvad deres effektive europæiske konkurrenter vil gøre ved dem, hvis de pludselig får bedre markedsadgang i Sydamerika.

Den er ikke nem, men i Dansk Erhverv går vi ind for frihandel ikke kun pga. eksportmulighederne, men også pga.  importmulighederne. Vi ser frihandel som et gode, der går begge veje. Det kan ikke udelukkes, at den nye brasilianske præsident Jair Bolsonaro vil gøre en forskel med hensyn til omsider at få lukket en frihandelsaftale med EU, men der kan også anføres en række grunde til, hvorfor han ikke kommer til at det. Igen: Hold ikke vejret, selv om Brasilien rummer et stort potentiale for danske virksomheder. I 2017 sendte danske virksomheder varer og tjenester afsted til Brasilianerne for i alt 8,5 mia. kr., og der er bestemt plads til forbedring. 

Det bringer mig endelig til Mexico og Indien, som er to spændende markeder set med danske briller. I april sidste år lykkedes det EU og Mexico at indgå en principaftale om en opdatering af deres hidtidige handelsaftale, og jeg håber og tror, at Kommissionen vil se det som hovedopgave i 2019 at færdiggøre aftalen. Ifølge vores analyser kunne Mexico godt gå hen og blive i væksteventyr i dansk eksport de kommende år især, hvis den opdaterede aftale bliver tilstrækkelig ambitiøs ikke på markedsadgangen for varer, men også på adgangen til offentlige indkøb i Mexico for europæiske virksomheder og vores serviceeksportører. Mexico er verdens 15. største økonomi, og landet har åbnet sig stadig mere op overfor udenlandske virksomheder i løbet af de sidste 10 år.  

Det samme er i endnu højere grad tilfældet med Indien. Verdens 7. største økonomi med en købestærk middelklasse på 300 mio. mennesker. En nylig optøning af de politiske forbindelser til Danmark ovenpå Niels Holck-sagen og den højeste økonomiske vækst af alle G20-lande taler alt sammen for, at danske virksomheder bør undersøge deres muligheder de kommende år.

EU’s forhandlinger med inderne om en frihandelsaftale har imidlertid kørt i tomgang siden 2007, så man bør som dansk virksomhed handle med Indien uden at gøre sig forhåbninger om hjælp fra politikerne. Men det kan man også godt, idet indisk økonomi og de forretningsmæssige muligheder i landet er så store. Man skal som bekendt kende sin besøgelsestid i forretningsverdenen, og besøgelsestiden for danske virksomheder i Indien har ikke været bedre i mange år. I 2017 eksporterede danske virksomheder varer for 3,1 mia. kr. og tjenester for 7,7 mia. kr. til inderne, og de tal kommer forhåbentlig til at stige markant de kommende år.

Mens USA og Kina udkæmper en destruktiv handelskrig, bør EU fastholde sit stærke fokus på at indgå nye frihandelsaftaler med vigtige samhandelspartnere og derigennem bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse i Europa. Sydkorea, Singapore, Canada og senest Japan er kommet i mål på fornem vis, og set med mine øjne er det bare om at sætte tempoet yderligere op for EU. Med et lille hjemmemarked og en åben økonomi er vores velstand i Danmark stærkt afhængig af, at danske virksomheder har de bedst mulige betingelser for at komme ud med deres varer og tjenester i den store omverden.

Vi gør rigtig klogt i at huske på, at verden ikke venter på nogen, og at vores internationale konkurrenter slet ikke venter på os. Jeg håber, at Juncker-Kommissionens efterfølger vil træde endnu mere på frihandelsspeederen til november. Det fortjener europæerne.  

Af Brian Mikkelsen, adm. direktør for Dansk Erhverv

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også