Debat
BREAKING
0

Sådan lyver man. Saftspændt. Gennemført. Til et 12-tal

En ejendomsmægler på Amager har vist vejen. Sådan lyver man. Monumentalt. Knejsende. Fallisk.

Alle lyver. Nogen psykologer mener otte gange om dagen, andre to. Men hos Danbolig på Amager kan de kunsten at lyve så stort, at man må træde tre skridt tilbage for at se hele kunstværket.

For kunst er løgnen fra Danbolig på Amager. Stor – ja, nærmest monumental kunst - hvis man formår at lægge sin spidsborgermoral til side for en stund og betragte den amagerkanske ejendomsmæglerløgn som man betragter en skulptur.

Det er et ægtepar fra Sundbyvester, der opdager løgnen.

Parret vil sælge deres rækkehus og hyrer Danbolig på Amager til opgaven. Mæglerne har nogle fremvisninger. Efter hver fremvisning får ægteparret at vide af mæglerne, hvordan de mulige købere har set på huset. Detaljeret. For eksempel er én af de mulige købere begejstret for husets lysindfald. Ifølge mæglerne. En anden mulig køber har indvendinger mod indretningen. Beretter mæglerne.

Alt går godt, til ægteparret får den strejftanke at se, hvad et overvågningskamera i køkkenet fortæller om fremvisningerne. Det er skidt. Det skulle de aldrig have gjort. Kameraet viser ejendomsmæglere, der drysser lidt rundt i huset, tænder en lampe, slukker en anden lampe og til sidst smider et par blå overtræksfutter i entréen. Ingen andre er på billederne. Ingen. Kun en mægler i et tomt hus, der tænder og slukker et par lamper, inden han går igen. En af gangene taler mægleren i telefon imens. Imens hvad? Imens at han udfører sin kunst.

For træd et skridt tilbage og kig på kunstværket. Er det ikke storladent? Ikke nok med at ejendomsmæglerne skaber den illusion, at der foregår fremvisninger ved at tænde og slukke lamper og smide overtræksfutter i entréen. Det er bedre endnu. Efter hver fremvisning – eller hvad man skal kalde det - digter mæglerne fra Danbolig på Amager en unik løgnehistorie til ægteparret. For eksempel at de mulige købere – som altså aldrig har eksisteret - var begejstrede for husets lysindfald. 

Men mæglerne har mere at fortælle videre fra de ikke-eksisterende købere oven på de ikke-eksisterende fremvisninger. To ikke-eksisterende købere har under hver deres ikke-eksisterende fremvisning tilkendegivet, at de synes, at prisen er 350.000 kroner for høj. Får ægteparret fra Sundbyvester at vide.

Mærk hvordan løgnen nu vokser. Knejsende. Fallisk. Mæglerne har selv fastsat salgsprisen på huset, og straks efter opdigter de ikke mindre end to mulige købere, der er enige om, at prisen er 350.000 kroner for høj.

Kunst er det. Stor kunst. Kunderne tror, at mæglerne er i gang med at sælge deres hus. Det er de på ingen måde. Mæglerne er i gang med at opføre et teaterstykke, der stille og roligt skal gøre kunden mør. Mør til at acceptere en lavere pris for sit hus, end den som mægleren satte kunden i udsigt.

Hvad der gør den amagerkanske ejendomsmæglerløgn så monumental er, at alt er fake. Fremvisningerne, køberne, prisen – alt. Det er hussalg omsat til ferieflirt, hvor den fyrige græske elsker på sidstedagen viser sig at være gift, ludfattig og arbejdsløs. Og som besvarer den danske kvindes indignation over sandheden med: »Jamen, hvorfor skulle du absolut følge efter mig, da jeg forlod dit hotelværelse i går nat? Har du ikke fået, hvad du ville have?«

Danbolig på Amager har på sin vis givet ægteparret fra Sundbyvester lige, hvad de ville have. Der kom bare et overvågningskamera på tværs, og nu ligner den græske elsker en løgnhals med et kæmpetalent for at få modne, danske kvinder på krogen.

Danboligkæden har efter afsløringen opsagt samarbejdet med den amagerkanske filials indehaver og hans 14 andre ejendomsmæglerforretninger. Sådan. Færdig med ham. Man kan ikke sådan gå og blive afsløret ustraffet.

Tilbage står en strøtanke. Absolut ufortoldet. Absolut uden at være andet end en tanke. Men skidt – ud med den:

Kunne der være andre hussælgere i resten af Danmark, der ville opdage det samme, hvis de havde haft et overvågningskamera i køkkenet, da mægleren fremviste deres hus?

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også