Debat
0

Kunne Pandora-formanden være flere steder på samme tid?

Peder Tuborghs varslede exit fra kriseramte Pandora rejser spørgsmålet, om en bestyrelsesformand reelt kan skabe værdi som formand i to selskaber på samme tid. Jeg tvivler

Pandora meddelte onsdag, at bestyrelsesformand Peder Tuborgh ønsker at takke af som bestyrelsesformand og givetvis også som bestyrelsesmedlem i løbet af 2019. Investorerne har en kort hukommelse, og topledere bliver ofte husket på det, som de har gjort dårligst. Set i det perspektiv kommer investorerne ikke til at savne formanden.

Tilbage i 2014 blev Peder Tuborgh formand i Pandora og de første år var investorerne godt tilfredse. Aktiekursen var efter en meget turbulent introduktionsperiode som børsnoteret selskab i 2010 og 2011 på vej op, og ledelsen satte udviklingen på autopilot. Aktiekursen var ikke kun støt stigende, men reelt på himmelfart, som kulminerede med en meget kort flirt lige omkring kurs 1000.

I dag er kursen ikke kun stagneret, men styrtet. Pandoras forretningsmodel er under pres og forvandling. Tidligere tiders vækst, fremgang og meget høje profitabilitet er afløst af salgs- og distributionsmæssige udfordringer på de største markeder i Kina, England og USA. I stedet for at kigge i slutningen af 30erne, når det drejer sig om driftsoverskuddet, skal der nu kæmpes for overhoved at være i 30erne.

Investorerne husker nedturen, men Pandora har været en meget stor succes. Profitabiliteten har nok været faldende, men den kommer fra et meget højt niveau. Udviklingen svarer i en vis forstand til, at en bjergbestiger husker, at hun gled ned ad Mount Everest, men hurtigt har glemt, at hun dagen forinden rent faktisk besteg bjerget. Pandora har været synonym med affordable luxury.

De seneste år har investorerne ikke haft noget særligt at glæde sig over. Mange antager, at det udelukkende er de udenlandske investorers shortpositioner, som har presset aktiekursen. Det er forkert. Kausaliteten starter ved den negative omsætnings- og indtjeningsudvikling og ikke ved at nogle investorer falder over Pandora, som en tilfældig udvalgt og oplagt short case. Det er ændringer i indtjeningsforventningerne, som styrer aktiekursudviklingen, hvis nogen skulle have glemt eller fortrængt det.

Investorerne husker nedturen, men Pandora har været en meget stor succes.

Per Hansen, investeringsøkonom

Det er, når det bliver hårdt, at man skal kende kaptajnen på broen og vurdere indsatsen. Pandoras nedtur har varet i snart to hele regnskabsår. Ledelsen formåede ikke at gøre noget ved det, og måske fik direktionen heller ikke den opbakning og hjælp fra bestyrelsen, som den havde brug for.

Der kan næppe være særlig mange, som vil betvivle, at Peder Tuborgh har gjort det rigtig godt hos Arla. Det kan de skuffede Pandora-aktionærer dog ikke bruge til særlig meget. Der er stor forskel på at tjene penge på mælkeprodukter og smykker, og måske har denne afstand været for stor?

Det er dog ikke det eneste problem. Det største problem er måske, at man reelt ikke kan være flere steder på én gang. For spørgsmålet er, om man kan bestride to meget krævende jobs og skabe værdier i to forskellige virksomheder, hvor udviklingen langt fra kan sættes på autopilot?

Der tales meget om hvorvidt topledere er deres løn værd. Det er ikke ledernes skyld, hvis de får en for høj løn i forhold til det, som de leverer. Det er bestyrelsens, og det tunge ansvar hviler dermed på bestyrelsesformanden. Et andet og mindre debatteret emne er, om man kan være to eller endog flere steder på samme tid. Jeg tvivler.

BRANCHENYT
Læs også