Debat
0

Jantelov og spin plager debat om topchef-løn

Det er bestyrelsens ansvar at sikre, at den enkelte topchef får den rigtige løn. Det kan aldrig være politikernes bord

Debatten er lige så intens, som den indtil videre har været unuanceret. Får toplederen for meget eller måske snarere for lidt i løn, bør ikke afhænge af øjnene, der ser, men skal være baseret på bestyrelsens evne til at skelne værdiforøgelse fra værdidestruktion.

Til daglig bliver æbler og pærer blandet i en skøn vælling, når topledernes aflønning er til debat. Det skyldes ikke mindst at den, i modsætning til andres lønninger, er helt gennemsigtig, er høj og udsat for dansk jantelov. Det ligger lige for at synes at dem som får meget, får for meget.

Input kommer mange steder fra. Nogen kigger på lønnens absolutte størrelse, og er fortørnede over den. Yderpunkterne eller polariseringen er jetjageraflønningen til Nets topchefen Bo Nilsson, hvor en kapitalfond styrer udviklingen.

Et andet yderpunkt er Ambu-topchefen. Et meget lukrativt optionsprogram, som forhåbentlig er skruet sammen med bestyrelsens vilje, billigelse og indsigt og en eksplosiv kursudvikling, som er skabt på de gode resultater, er Lars Marcher blevet 500 mio. rigere. Disse ting forarger naturligvis, men er også polariserede yderpunkter.

Hvad en topchef skal have i gage må bero på evner og forhandlingstalent men først og fremmest på resultater, som skabes af hende eller ham. Udgangspunkt bør være en ”norm” tilsat eller fratrukket det som den enkelte bidrager med. Der findes ikke en facitliste for, hvad der er det rigtige. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at topchefaflønningen varierer ganske meget i Danmark, og debatten favner efter et resultat.

De seneste år er indtjeningen i virksomhederne vokset. Hvis der findes en variabel performanceafhængig del af lønning, vil det være en naturlov, at topchefernes løn stiger i takt med den stigende indtjening. Helt på samme måde som selskabsskatterne stiger med stigende indtjening.

Det vil være belejligt og befriende for selskaberne, samfundet og investorerne, om debatten bliver mere nuanceret og faktabaseret.

Per Hansen, investeringsøkonom

Det er indiskutabelt bestyrelsens ansvar at sikre, at den enkelte topchef får den rigtige løn. At hun eller han får det med hjem, som er skabt og ikke mere eller mindre. Den ekstra løn skal afspejle det, som er skabt ekstra. Hvis der ikke skabes noget ekstra, bør der ikke været noget ekstra at få med hjem. Hvis det alligevel sker, er der grund til at gøre bestyrelserne opmærksomme på, hvad der er deres pligt. Opgaven ligger i børsnoterede selskaber dog hos bestyrelsen og ikke hos politikere eller andre.

Det sker ikke så sjældent, at argumentet om at undgå franske tilstand gør, at cheflønningerne skal begrænses. Franskmændene har deres egne regler og udfordringer, men her vil jeg blot erindre om, at man i Frankrig har en lang tradition for at ytre sin utilfredshed med voldelig opstand.

Danmark er et af verdens mest lige lande. Uanset om udgangspunkt er tal fra Danmarks Statistik, Gini-koefficenter, eller OECD helikopterperspektiv, kan man ikke komme til anden konklusion, end at det mere er ligheden end uligheden, som er et dansk kendetegn.

Det er et godt spørgsmål om de topchefer, som får for meget, reelt får for lidt og om de, som får for lidt, reelt får for meget. Underforstået, at de som får meget, reelt bidrager med endnu mere og vice versa.

Det vil være belejligt og befriende for selskaberne, samfundet og investorerne, om debatten bliver mere nuanceret og faktabaseret. På den måde har man den bedste mulighed for at undgå, at det er politiske ”one-liners” og spin, som forvansker debatten.

BRANCHENYT
Læs også