Debat
0

Den næste krise er på vej

Risikoen for en kommende krise stiger, når opsvinget rinder ud, og det punkt nærmer vi os

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

Opsvinget i Danmark har netop rundet sit seks års jubilæum. Siden maj 2013 er beskæftigelsen steget hver eneste måned. I stort set samme periode har der også været stigende beskæftigelse i eurolandene som helhed, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Danmarks økonomi er tæt integreret i resten af Europas.

I sagens natur kan hverken vi eller resten af Europa have stigende beskæftigelse for evigt. På et tidspunkt skal vi se en afdæmpning af væksten, så der ikke længere er behov for stadig flere folk. Ideelt set skal man ramme lige præcis den vækst, der giver en stabil arbejdsløshed, også kendt som en blød landing oven på et opsving. Men realiteten er desværre, at den bløde landing er sjælden, eller rettere, sjældent er noget, man kan have i ret lang tid. Det normale mønster er, at efter en lang periode med fald i arbejdsløsheden, så kommer der en periode med stigning – altså en krise.

Det giver ikke rigtig mening at forudsige, præcis hvornår krisen kommer. Hvis man kan det, kan man også undgå den for eksempel ved, at Den Europæiske Centralbank stimulerer efterspørgslen i økonomien, eller ved at politikerne sætter gang i offentlige investeringer eller skattelettelser. At forudse en krise svarer lidt til at forudse, at man vil køre ind i et træ. Hvis man ved det i god tid på forhånd, er det ret let at undgå, og så passer forudsigelsen jo ikke.

Men ligesom der er flere trafikuheld i tåge og mørke, er der også større risiko for kriser på nogle tidspunkter end på andre. Helt oplagt stiger risikoen, når opsvinget rinder ud, og det punkt nærmer vi os. Og vi har set bekymrende fald i en stribe af økonomiske indikatorer rundt omkring i Europa og på det seneste også i USA. Der er også masser af politisk skabt tåge på vejene i form af handelskrig, brexit og budgetkrise i Italien. Er det et tegn på, at vi er på vej ind i den næste krise? Nej, men det er et tegn på, at der er risiko for det.

Kriser er ikke nødvendigvis katastrofer. Den sidste krise, vi har haft, var helt forfærdelig både i styrke og varighed. Set i bakspejlet var der opbygget for store ubalancer inden krisen, og i Danmark havde vi en økonomi, der var meget drevet af høj gældsvækst. Det var en hård tilpasning at matche forbrug med indkomst, og at genoprette konkurrenceevnen. Men med den erfaring i bagagen er der til gengæld grund til at tro, at den næste krise ikke bliver så slem. Det nuværende opsving er nemlig meget mere balanceret end det forrige, hvad gældsvækst og konkurrenceevne angår i hvert fald.

BRANCHENYT
Læs også