Debat
0

Kommentar: Ledelsens apatiske stilhed sænker sig over Pandora

Mens investorerne taber penge næsten dagligt, så er der stille fra hovedsædet i smykkefirmaet Pandora. Helt stille

Investorerne lider mere end nogensinde, men i og omkring hovedsædet er der helt apatisk stilhed. Aktiekursen har mistet 77 procent fra toppen, og den falder stadig. Velkommen til det nye Pandora!

Direktøren i smykkeselskabet blev fyret, driftsdirektøren er selv gået, og bestyrelsesformanden er imellem job. Han er lidt inde og lidt ude, og under alle omstændigheder helt fraværende i dagligdagen. Hvis Pandora var et skib, ville man næppe kunne se, hvor i horisonten det befinder sig. Motorerne kører ikke. Der er helt stille, og måske er skibet reelt drevet ubemærket ind i glemslen.

For investorerne er det ligegyldigt, hvilket mærkat og prædikat man sætter på den skuffende udvikling. Kursen er faldet og fortsat faldende. Det ligner fagsprogets ”sliding crash” – et glidende kollaps. Et såkaldt sliding crash har det tilfælles med et almindeligt aktiekrak, at kursen på aktien går ned. Forskellen er hældningskoefficienten, altså hastigheden hvormed investorerne bliver økonomisk afpillet. I Pandora taler vi om en noget nær 80 procent aktiederoute og milliarder af fordampede aktiekroner over flere måneder.

Det er en måneds tid siden, at Pandora aflagde et regnskab, som nogenlunde var i stand til at indfri meget lave og decimerede forventninger. Meget kortvarigt lysnede det en smule, men nogen større og varig glæde var der ikke tale om. Efter blot nogle få dage genoptag Pandora-aktien sin tur ned af slisken.

Det er roen, som gør indryk, og som forundrer mig. Investorerne hører ingenting. Hvis man tager de meget positive briller på, vil man anlægge betragtningen, om at intet nyt er godt nyt. Sådan forholder det sig dog desværre ikke. Rent faktisk har det været lige omvendt de seneste tre år, hvor aktiekursen bare har gravet sig dybere og dybere ned i kviksandet.

Det er mildt sagt mærkeligt, at der ikke er en større grad af sense of urgency. Det ligner til forveksling Liberal Alliances gruppeværelse efter, at valgresultatet blev offentliggjort.

BRANCHENYT
Læs også