Debat

Startups står bagerst i køen til it-kompetencerne: »Vi må rykke vores tech-afdeling til Barcelona«

Jeg kom til Danmark for at studere og er blevet i landet for at starte egen virksomhed, fordi det er det ubetinget bedste sted at være startup. Men på ét punkt halter Danmark håbløst bagud, og det tvinger startups til at tænke i ekstreme løsninger.

I 2016 sad jeg i Câmpulung i Rumænien, hvor jeg er født og opvokset. Det er en lille by, som ligger i en dal omgivet af bjerge, langt væk fra pulserende og flade København, hvor jeg dengang studerede softwareudvikling. Men i Câmpulung kunne jeg slappe af og se tingene i perspektiv.

Det var sommerferie, og jeg havde besøg af mine to rumænske studiekammerater fra Copenhagen Business Academy. Vi brugte ferien sammen på at arbejde på vores fælles projekt, en online startup, som vi fik idéen til, efter vi mødtes tilfældigt i studenterbaren tidligere samme år. Og netop denne dag i Câmpulung var tiden kommet til at registrere vores virksomhed.

Jeg fandt mit NemID frem og klikkede ind på virk.dk. Efter få minutter havde vi startet et anpartsselskab i Danmark. Iværksætterdrømmen var vækket til live.

Hvis vi skulle have startet virksomheden i Rumænien, kan jeg love dig for, at processen havde været meget lang og besværlig på grund af de konstant foranderlige regler i Rumænien. For ikke at nævne registreringsprocessen.

Det siger meget om de forhold, man har som iværksætter i Danmark – og som mange lader til at tage for givet. Udover at registreringen og kommunikationen med det offentlige er digitaliseret og velfungerende, er der et væld af andre forhold, som giver iværksættere gode kort på hånden, f.eks. et frit tilgængeligt uddannelsessystem og SU, et finmasket socialt sikkerhedsnet og et folkeligt sygevæsen.

Det var egentlig ikke planen at blive i Danmark efter studierne. Men vi endte alligevel med at etablere vores virksomhed her, og vi synes stadig, det er den bedste base – også selvom vores brugere er spredt ud over hele verden.

Men Danmark halter bagefter på ét afgørende punkt, som er blevet understreget igen og igen under valgkampen: Mangel på arbejdskraft og især it-kompetencer.

Tal fra IT-Branchen viser, at over 70 procent af danske it-virksomheder oplever mangel på it-kompetencer som den største barriere for vækst. Erhvervslivet satte op til valget den store projektør på manglen på kompetencer – og hvordan det skal løses.

Noget, som jeg ikke synes er kommet frem i debatten, er, hvordan startups er særlig hårdt ramt. For konkurrencen om talenterne er benhård og nærmest umulig for os at vinde. De få profiler, der findes i Danmark, hyres til meget høje lønninger af store virksomheder og efterlader os startups på en jobmarkedsplads støvsuget for tech-talent.

Til udlandet mod vores vilje
I min virksomhed oplever vi i øjeblikket et vækstmomentum, som vi ikke kan udnytte uden de rette it-kolleger. Jeg har et stort netværk af andre startups i Danmark, og jeg ved, at vi alle kæmper med den samme udfordring.

Vi ser os derfor nødsaget til at overveje en noget ekstrem beslutning. For mens antallet af brugere på vores platform er eksploderet – vi har krydset to millioner i denne uge – er vores behov for at hyre flere it-kompetencer blevet mere og mere desperat.

Helt konkret har vi allerede hyret den første spanske udvikler og overvejer et decideret tech office i Barcelona. Det er ærgerligt, når vi gerne vil have et samlet og tæt team her på Islands Brygge og i øvrigt beholde arbejdspladserne i Danmark.

Der skal uddannes flere af de it-kompetencer, samfundet har brug for. Det kommer vi ikke udenom. I mellemtiden er løsningen ligefor: Vi må hente flere talenter fra udlandet. Ellers sakker Danmark simpelthen bagud på det digitale forspring, vi med rette er så stolte af. Vi er i konkurrence på et globalt jobmarked, så vi må gøre det nemmere og mere attraktivt for it-udviklere at flytte hertil.

Vi skal stå klar med åbne arme og give adgang til opholdstilladelse, en bolig og fællesskaber, hvor de føler sig velkomne. Vi skal skabe flere oplevelser, som den jeg har haft med at komme til landet og styrke fællesskabet ved at gøre det mere mangfoldigt.

For mig har Danmark overrasket positivt på mange områder, siden jeg tog flyveren fra Bucharest til København for første gang. Der er et stort potentiale og de gode idéer flyder i grundvandet. Men vi har brug for at hente it-kompetencer til landet for at omsætte idéerne til virkelighed, for små start-ups rammes hårdt af den manglende ressource.

Derfor er der rigtig mange gode idéer, vi ikke får lov at se udfolde sig.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også