Debat
0

Ekspansiv europæisk finanspolitik med historisk billig finansiering

Aldrig har renterne været lavere. I Danmark er renterne nu negative ud til 10 års løbetid.

I en tale 18. juni i Portugal, der omhandlede 20 år med fælles europæisk pengepolitik, benyttede chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, lejligheden til at udbygge de dueagtige meldinger, der kom ud af rentemødet 6. juni.

Her forlængede ECB nemlig perioden med uforandrede renter fra udgangen af 2019 til 2. halvår 2020.

I talen udtalte Mario Draghi: »I fravær af konjunkturfremgang, således at en holdbar tilbagevenden af inflationen til vores mål er truet, vil der være behov for yderligere stimulans« og fulgte dermed i fodsporene på både den japanske og amerikanske centralbank.

Udmeldingerne fra de tre største centralbanker har efterfølgende medført yderligere fremgang på de globale aktiemarkeder og har sendt de brede europæiske aktieindeks op tæt på det højeste niveau siden 2008.

Samme tendenser – men mere tydelige – er set i USA, hvor både Dow Jones og S&P500-indekset er i nye ”all-time-high”.

Samme rekorder er slået på rentemarkedet, men bare med omvendt fortegn. Aldrig har renterne været lavere. I Danmark er renterne nu negative ud til 10 års løbetid, og markedet priser nu nye rentenedsættelser ind både i USA og Europa.

På stort set alle pressemøder, der efterfølger rentemøderne i ECB, er Draghi kommet med opfordringer til de europæiske politikere om at stimulere økonomierne ved hjælp af finanspolitik. Blandt andet har han udtalt: »Alle lande bør styrke deres bestræbelser på at opnå en mere vækstvenlig sammensætning af de offentlige finanser«.

Opfordringen fik yderligere et par ord med på vejen i talen 18. juni, hvor Draghi udtalte: »Men finanspolitikken bør spille sin rolle. I løbet af de sidste 10 år er byrden for makroøkonomisk tilpasning faldet uforholdsmæssigt på pengepolitikken«. Og videre: »Derfor bør arbejdet med et fælles finanspolitisk stabiliseringsinstrument af passende størrelse og design fortsætte med et bredere formål og fornyet beslutsomhed«.

Hans opfordring er således rettet to steder hen i den europæiske økonomi.

For det første skal der gennemføres strukturelle reformer, der løfter det langsigtede vækstpotentiale i Europa (det kan pengepolitikken ikke). Det kan gøres på en måde, der både stimulerer væksten på den korte bane, og som løfter væksten på den lange bane.

Men skal hele eurozonen få gavn af det, skal det gøres via et finanspolitisk stabiliseringsinstrument - eller koordinerede finanspolitiske indgreb - der spreder effekten ud over regionen. ECB kan simpelthen ikke blive ved med at understøtte en strukturelt svag vækst.

Meget tyder på, at ECB inden for de kommende måneder endnu engang sænker renten, og det er heller ikke udelukket, at de genstarter QE-programmerne, der ellers blev afsluttet med udgangen af 2018. Det vil presse renterne yderligere ned, men spørgsmålet er bare, hvor meget det vil hjælpe, når renterne allerede er i negativ langt ude af rentekurven, og når overraskelseseffekten er væk.

Hertil kunne man meget vel spørge, hvorfor det fortsat er ”austerity” (nøjsomhed), der er mantraet i finanspolitikken – selv i lande, der har styr på de offentlige finanser og gældsætningen som Tyskland? Gælden er godt nok stor i forhold til BNP, men det kan jo løses ved at øge sidstnævnte.

Det spørgsmål bliver kun større, når man ser på de negative renter på selv meget langt løbende obligationer. Tyskland har et mastodontoverskud på betalingsbalancen, hvilket indikerer stor plads til at øge forbrug/investeringer, og kan finansiere projekter til nul eller negativ rente helt ud til 15 års løbetid!

Det kunne være investeringer i infrastruktur, uddannelse eller klimarelaterede investeringer, som vil løfte den langsigtede vækst, understøtte den kortsigtede vækst, forberede og fremskynde udviklingen imod en fossilfri energisektor – og ikke mindst lette presset på ECB.

BRANCHENYT
Læs også