Debat

De ultralave renter er kommet for at blive længe endnu

Selv om det for de enkelte låntagere er fantastisk med negative renter, er det ikke nødvendigvis uproblematisk på den lidt længere bane.

Helge J. Pedersen er cheføkonom i Nordea.

Nok befinder vi os midt i den dejlige lyse sommertid, men der hænger altså ikke desto mindre temmelig mørke skyer over verdensøkonomien. Det skyldes ikke mindst handelsspændingerne mellem USA og resten af verden samt usikkerheden omkring brexit, som har ramt den stærkt globaliserede fremstillingssektor hårdt, mens servicesektoren indtil videre heldigvis er gået nogenlunde ram forbi.

Det er stærkt bekymrende, at den liberale verdensorden vakler, og det er mindst lige så bekymrende, at de sædvanlige politikinstrumenter, som kan sættes i værk, når nedture eller kriser nærmer sig, synes at være tæt på udtømte.

Mange lande har oplevet en voldsom stigning i den offentlige gældssætning siden finanskrisen, hvilket gør det svært at lempe finanspolitikken, befolkningernes reformtræthed er til at tage og føle på, og pengepolitikken er spændt til det yderste.

Alligevel står centralbankchefer fra begge sider af Atlanten for tiden i kø for at forberede de finansielle markeder på nye lempelser. De dystre økonomiske udsigter betyder nemlig, at inflationen får svært ved at leve op til målsætningen på 2 pct., som er den stigningstakt i forbrugerpriserne, der gennem årene er blevet anset for at være bedst forenelig med en stabil økonomisk udvikling.

Derfor er det afgørende for centralbankerne at sikre, at målsætningen også forankres i samfundet. For hvis der opstår forventning om, at inflationen løber løbsk i den ene eller anden retning, vil lønmodtagere og virksomheder nemlig agere derefter og dermed risikere at bidrage til at destabilisere den økonomiske udvikling.

Men hvad nu, hvis der er sket et strukturelt skifte i den måde, som verden fungerer på, og den gældende inflationsmålsætning viser sig at være et levn fra fortiden.

Det er således bemærkelsesværdigt, at lønningerne for tiden slet ikke stiger med samme takt som tidligere til trods for flere års højkonjunktur og fuldt tryk på arbejdsmarkederne. Måske er lønmodtagernes forhandlingskraft simpelthen kommet under pres, fordi produktivitetsvæksten ikke er så høj som tidligere, eller fordi arbejdsmarkederne er blevet globaliseret, eller fordi robotter overtager jobbene?

Og måske er virksomhedernes avancer udfordret af digitaliseringen, internethandel og en helt anderledes prisgennemsigtighed end tidligere. Hvem i dag køber større og dyrere ting eller ferierejser uden først at have afsøgt markedet via prisportaler? Jeg gør det i hvert fald ikke.

Det kan derfor meget vel være, at den inflation, som aktuelt er forenelig med en stabil økonomisk udvikling, er lavere end tidligere. Og hvorfor så ikke tilpasse målsætningen fremfor at jagte noget, der måske er uopnåeligt. Svaret er nok, at centralbankernes troværdighed derved ville lide et knæk, som det kunne tage år at komme over. Og bl.a. derfor er de ultralave renter kommet for at blive længe endnu.

Og selv om det for de enkelte låntagere er fantastisk med negative renter, er det ikke nødvendigvis uproblematisk på den lidt længere bane. Der er nemlig en risiko for, at situationen kan føre til en overdreven gældssætning og bobler på ejendoms- og aktiemarkederne. Og det, ved vi kun alt for godt, risikerer at føre til alvorlige nedture, når boblerne brister, og gælden ikke kan inddrives.

Desuden er det stærkt tvivlsomt, om negative renter overhovedet fører til vækst i de aldrende samfund, som i stigende udstrækning kendetegner den vestlige verden. For i takt med, at den forventede levetid øges, er der jo også behov for en større opsparing, som der kan leves af, når pensionisttilværelsen indtræder.

Derfor kan det meget vel være, at en rente tæt på nul blot betyder, at den del af befolkningen, der er på arbejdsmarkedet, vælger løbende at lægge mere til side fremfor at øge forbruget. Og det er bestemt ikke meningen, hvis de negative renter skal øge væksten og skubbe til inflationen. Det risikerer faktisk tværtimod at forstærke den nedadgående rentespiral.

Alligevel er der altså udsigt til, at pengepolitikken må på overarbejde endnu en gang, hvis ikke de mørke skyer meget snart begynder at gå i opløsning. Det kunne f.eks. ske, hvis Trump og kineserne finder sammen igen, og hvis den kommende britiske premierminister, formentlig Boris Johnson, finder ud af, at det er smartest, hvis EU og Storbritannien skilles på et fornuftigt aftalegrundlag.

Ellers er der kun at sætte sin lid til, at den vigtige servicesektor kan fortsætte fremgangen og holde arbejdsmarkederne tilstrækkelig stærke, så en ny recession kan undgås. At den økonomiske vejrudsigt er usikker for tiden, er hævet over enhver tvivl.

Læs også