Debat

Håndværkerfradraget reducerer sort arbejde, øger ligheden og gavner klimaet

Afskaffelse af håndværkerfradraget vil få konsekvenser for dansk økonomi. Man overser Boligjobordningens positive effekter på sort arbejde, større lighed mellem land og by, udvikling i landdistrikterne, energirenovering og klimasikring.

Alexander L. Nepper er politisk chefkonsulent i SMVdanmark. Foto: PR

Når vi i SMVdanmark spørger blandt vores 18.000 medlemsvirksomheder, oplever 67 pct., at håndværkerfradraget reducerer sort arbejde. Statskassen får altså flere penge ind i skatter og afgifter.

Sort arbejde er svært at måle, da det af logiske grunde ikke indrapporteres til Skat. Men står vores medlemmers svar til troende, så er Boligjobordningen, som håndværkerfradraget officielt hedder, et effektivt middel til at gøre sort arbejde hvidt.

Vi er i SMVdanmark store tilhængere af Boligjobordningen, fordi sort arbejde ikke kun er skattesnyd, men også unfair konkurrence mod de tusinder af små og mellemstore virksomheder, der hver dag sætter en ære i at overholde lovgivningen, værne om det gode håndværk og betaler deres skat.

Det er de virksomheder, der tager lærlinge, betaler pension, ferie og barsel for deres ansatte og skaber hundredtusinder af jobs i hele landet. For dem er det svært at konkurrere med virksomheder, der stikker pengene direkte i lommen.

Men der er andre gode argumenter for at bevare håndværkerfradraget end bekæmpelse af sort arbejde. 94 pct. af fradraget bliver brugt på vedligeholdelse af boligen. Og lige netop i forbindelse med renovering af boligen, er ordningen med til at skabe mere lighed mellem land og by.

For selvom forbedring af en ejerbolig kan give boligen en værdistigning, er dette langt fra sikkert. Prisen på ens bolig afhænger nemlig langt mere af, hvor i landet den ligger, end hvordan den ser ud.

Et hus i Nordjylland stiger ikke 200.000 kr. af at få lappet taget eller få termoruder sat i. Et tilsvarende hus på Amager er til gengæld steget med millioner de seneste år, alene fordi det ligger i cykelafstand fra Rådhuspladsen.

Ved at give et fradrag for håndværkere, der energirenoverer eller klimasikrer boliger i hele landet, sikrer vi som samfund, at alle boliger kan forbedres; også i landdistrikterne. Fradraget sikrer ikke kun forbedringer af boliger i provinsen, det understøtter også små håndværksmestre, der tager ansvar, løfter beskæftigelsen og uddanner unge lærlinge i lokalsamfundet.

40 pct. af danskernes energiforbrug kommer fra vores boliger. Derfor spiller efterisolering af boliger, nye vinduer, tage og andre forbedringer, som Boligjobordningen gør mulig, også en rolle til at nedbringe vores samlede CO2-udledning. Skulle energibesparelsen alene finansiere tiltagene, ville færre projekter blive sat i gang, og mere CO2 ville blive udledt.

Derfor mener vi i SMVdanmark, at en afskaffelse af fradraget er forkert, da det hjælper med at nedsætte den reelle udgift for boligejere, der implementerer klimatiltag på egen bolig. Det gavner altså ikke kun i kampen mod sort arbejde, for udvikling og beskæftigelse i landdistrikterne - det gavner vores klima.

Læs også