Debat
0

Tænk frit

Kollektiv enighed kan føre lige ud i sumpen. Træd et skridt til siden og tænk frit.

Når man har læst bogen ”Pseudoarbejde”, kan man aldrig mere gå gennem et kontorlandskab uden at tænke over, hvem i lokalet der egentlig arbejder lige nu. Og hvem der simulerer. Og hvem der laver noget, der ikke skaber værdi for nogen. Og aldrig kommer til det.

Forfatterne til Pseudoarbejde træder et skridt til siden og undrer sig. Tænker frit. Forudsigelsen for 100 år siden var, at mange af os ville kunne nøjes med at arbejde 15 timer om ugen i dag. Effektivisering og ny teknologi ville skære en massiv luns af arbejdstiden. Er det gået sådan? Overhovedet ikke.

Samfundet er stadig enig om, at kernemarkøren på at være værdifuld er at tilbringe mange timer på arbejdspladsen. Fysisk og virtuelt. Så kan der ske alle mulige kvantespring, som frigør en masse tid. Men vi skal ikke nyde noget. Vi vil forblive travle. En almindelig mobiltelefon rummer for eksempel en million gange mere datakraft end den Apollo 11-raket, som USA satte på Månen for 50 år siden. For at fylde al den tid ud, som den slags revolutioner skaber, opfinder vi pseudoarbejde. Forfatterne giver adskillige eksempler.

Kernen er, at bogens forfattere tænker frit. De lægger en vedtaget sandhed under lup og ser mønstre, der ved nærmere eftersyn ikke er forankret i rationalitet, men i en konvention. Nemlig at man skal arbejde mange timer, uanset om man har travlt eller ej, og uanset om den opfundne arbejdsopgave løser et problem eller ej. Den kollektive arbejds- og travlhedskultur overruler simpelthen rationaliteten. For virksomheder betyder den erkendelse, at de er oppe imod et monster, når de prøver at effektivisere processer. Ledelsen kan godt fyre medarbejdere og nedlægge afdelinger, men ledelsen kan ikke fyre en kultur, hvor det vigtigste er at kunne fremvise travlhed. At nå den erkendelse kræver at tænke frit.

Ved at tænke frit er der også andre kvantespring at nå.

På sundhedsområdet er der kollektiv enighed om at fremhæve en sund livsstil som en afgørende faktor for at leve længe og undgå sygdom. Samfundet fortæller i kampagner, hvad den enkelte kan gøre. Virksomhederne følger trop med initiativer, der skal få medarbejderne til vælge en bestemt livsstil: Interne motionskampagner, fitness-tilbud og sund kantinekost. Det uudtalte budskab er, at man et meget langt stykke af vejen er ”sin egen lykkes smed”, når det gælder om at forebygge alvorlig sygdom. Men holder det?

Ikke hvis man ser på cancer. Ca. en tredjedel af alle cancertilfælde kan henføres til livsstil. To tredjedele kan ikke. Og det bliver ”værre endnu” for livsstils-forklaringen: Når man obducerer, viser ca. 9 af 10 afdøde over en vis alder sig at have cancer.

Nu kommer pointen: Det er ikke rationalitet, men en konvention, at man med en bestemt livsstil kan undgå at få cancer. Det viser statistikken. Desværre. Problemet er, at det åbner et gab af magtesløshed at tænke frit. Selv om man løber flere gange om ugen og lever asketisk, har man ikke greb om sit helbred. Der står andre faktorer og tikker i baggrunden. Røg og druk er en meget dårligt idé, hvis man vil leve længe. Ingen diskussion. Og motion er en meget god idé. Men omvendt – prøv at tænke frit: Kan man kalde noget for en sygdom, som kan konstateres hos ca. 9 af 10 mennesker over en vis alder? Ligger problemet - det skræmmende - i virkeligheden i, at cancer ikke vil underkaste sig vores ønske om at være styret af livsstil?

Kernen er at tænke frit.

Politologen Carol Bacchi har introduceret den teori, at samfundsinstitutioner og organisationer udvikler løsninger, som de herefter prøver at få til at passe med de problemer, der herefter dukker op på deres områder. Løsningerne fødes altså først - af en bestemt opfattelse af, hvordan virkeligheden tager sig ud. Derefter bliver problem efter problem parret med den valgte løsning.

Hvis en myndighed for eksempel har defineret ”digitalisering” som løsning på at forenkle sagsbehandling, vil de forenklingsopgaver, der viser sig på myndighedens område, blive løst ved at digitalisere. Missilet bliver låst på målet på forhånd. Carol Bacchis teori er med til at forklare, hvorfor en række store offentlige digitaliseringsprojekter går galt: Den foruddefinerede ”løsning” er ikke en løsning på, hvordan man får forenklet sagsbehandlingen, men hvordan man får digitaliseret den.

På samme måde bliver pseudoarbejde løsningen på konstant at have travlt. Den virker fantastisk. Men en dag er der nogle, der undrer sig. Og tænker frit.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også