Debat
0

Jesper Buch og konen er gået fra hinanden. Igen. Tak for ærligheden, maestro

Iværksætterstjernen, Jesper Buch, byder sig til som det troværdige alternativ til perfektheden, når han taler ærligt om privatlivets op- og nedture, når man arbejder meget.

Løvens Hule-stjernen, mangemillionæren og Just Eat-stifteren Jesper Buch har talt ud i bladet Euroman. Det gør han en gang i mellem. Denne gang fortæller han, hvordan hverdagen er hjemme i palæet på Frederiksberg. Efter at det er slut mellem ham og konen, Renata, der er mor til to af hans børn, er det en housekeeper fra Filippinerne, der kører butikken.

Der er kommet ro på i hans samværsuger. Også i hans private liv, herunder på damefronten, hvor han ellers har haft travlt. Mindreårige bør kigge væk nu, for sådan sætter Jesper Buch ord på status: »Jeg har fået det fisse, jeg skal have«.

Jesper Buch er på den led usædvanligt generøs med sig selv. Det har han altid været. For eksempel om at man ikke ser ret meget til sit afkom, når man arbejder 80 timer om ugen. Regn selv efter: 80 timer fordelt på seks ugedage - rigtige iværksættere knokler også om lørdagen - giver 13 arbejdstimer pr. dag. Så derfor leger de små i palæet på Dalgas Boulevard naturligt nok ikke ret meget med deres far, men ret meget med deres iPads. Altså frem til nu, tilføjer farmand i Euroman. For efter at den filippinske housekeeper er blevet en del af husholdningen, er også børnenes iPad-forbrug kommet under kontrol.

Dansk erhvervsliv er ikke ligefrem overrendt af rollemodeller, der fortæller om det private. Tværtimod. Topledere holder deres private livs op- og nedture pakket ned - om så turene næsten har været synkront forbundet med deres arbejdsliv. De kan måske strække sig til at fortælle i en fødselsdagsomtale, at hjemmet rummer fem sammenbragte børn. Måske.

Så kan læserne udlede, at tilværelsen uden for hjørnekontoret har budt på en skilsmisse og en ny samlever. Men dér går grænsen sædvanligvis. At fortælle at karrieretoget har kørt et normalt, småborgerligt liv med madpakker, børns første sygedag og juleklipshygge sønder og sammen – nixbix. Eller at kone nummer ét m/k med en vis sandsynlighed ryger i svinget, hvis jobbet styrer 95 pct. af kalenderen. Så man med kone nummer to m/k satte kvoten med til 85 pct., og det gik egentlig bedre.

Her er Jesper Buch ærlig. Han er også selvpromoverende og betaget af at være den cowboy, som alle drenge i byen ser op til. Når han kniber øjnene sammen og med et enkelt spørgsmål piller en kæk iværksætterspire ned, bliver der stille i Dodge City.

Men han byder sig til som rollemodel, hvor det private også er en del af pakken. Nu kan de unge, ambitiøse mennesker, der spejler sig i Jesper Buch, igen konstatere, at deres ikon har et liv med op- og nedture på det private plan. Som dem selv. Som de fleste mennesker.

For Jesper Buch og hans kone er ikke bare gået fra hinanden. De er gået fra hinanden igen. Det første brud forklarer parret som »en pause«. Altså indtil Jesper Buch bruger pausen til at få sig en kæreste. Men så finder Jesper og Renata sammen igen og går til et kendisbryllup for vise deres kærlighed frem. Der så brister efter nogle måneder.

Af en eller anden grund må tv-værter og skuespillere gerne udstille, at karrieren kan have en pris, og at kærlighed kan falme. Det må topledere ikke. Derfor kan unge, ambitiøse mennesker tro, at topledere har friktions- og problemfri private liv.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgive

Det ligner noget rod, vil nogen sige om Jesper Buchs private liv. Han er ustyrligt succesfuld som erhvervsmand og har økonomisk frihed til at tilrettelægge det liv, han ønsker sig. Alligevel kniber det med at være ægtemand og far. Men det er jo overhovedet heller ikke enkelt. Ikke i den virkelige virkelighed. Det er jo her, at udfordringerne melder sig, når man har et liv, der er et arbejdsliv. Med kolossalt mange arbejdstimer og kolossalt meget fravær fra rollen som forælder og partner.

Af en eller anden grund må tv-værter og skuespillere gerne udstille, at karrieren kan have en pris, og at kærlighed kan falme. Det må topledere ikke. Derfor kan unge, ambitiøse mennesker tro, at topledere har friktions- og problemfrit privatliv. Særligt sammenlignet med tv-værter og skuespillere, der tilsyneladende hverken kan få et job eller ægteskab til at vare mere end to år.

Her byder Jesper Buch sig til som det troværdige alternativ til perfektheden. For, jo: Også i dansk erhvervsliv bliver der pakket tøj i tasker søndag eftermiddag, efter at s-ordet er blevet sagt højt. Også i dansk erhvervsliv bliver der holdt ”pauser” i forhold, der har lidt af iltmangel i lang tid.

Og også i dansk erhvervsliv sker det, at noget, der ikke har været i det private liv længe, og som var lagt i dvale, pludselig indfinder sig igen. Uafviseligt. Kompromisløst. Bare med et andet menneske end partneren derhjemme.

Man siger det bare ikke højt.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også