Debat
0

Rend mig i normaliteterne

Jeg mødte en gammel kollega til en snak om det moderne arbejdsliv og dansk ledelse. Hun trak for fire år stikket i Danmark og arbejder nu digitalt fra Bali i Indonesien.

Om få dage slutter jeg seks ugers eventyrlig rejse i Indonesien. Verdens 4. største land bestående af 250 millioner mennesker og 17.000 øer. Bali er en af øerne. Geografisk ikke større end Sjælland, men i danskernes bevidsthed fylder Bali mere end nogen af de andre øer.

Hvert år rejser tusindvis af danskere hertil, og flere har endda slået sig ned herude. En af dem er Chalotte Cato, en gammel kollega fra McKinsey, som jeg satte i stævne for at finde ud af, hvorfor Bali er blevet så hot. Ikke kun som feriedestination, men også som trendsetter for noget af det, der rører sig i forretningslivet i det 21. århundrede.

Charlotte og jeg arbejdede sammen i starten af nullerne, men siden har vi ikke fulgt hinanden, og det er først i 2015, at vi genoptager kontakten på Facebook og Instagram. Vi er øjensynligt begge optaget af, hvordan vi kan gøre op med de gamle ledelsesmodeller og i stedet åbne paletten op for nye og bedre måder at arbejde på. Derfor er det oplagt at møde hende i Ubud på Bali, hvor hun nu bor.

Jeg har spurgt Charlotte, om vi kan mødes et af de steder, hvor hun plejer at arbejde, da jeg går ud fra, at hun ikke har et fast kontor. Jeg vil gerne væk fra turisthelvedet og have en fornemmelse af, hvordan hverdagen ser ud på Bali. Vi mødes på en lille og superhyggelig café fyldt med mennesker af alle nationaliteter. På cafeen drikker man sunde juices, spiser vegetarisk mad og kan – ifølge Charlotte – få byens bedste croissanter.

Hun har boet her i fire år, og jeg vil gerne vide, hvorfor hun valgte at flytte hertil. Efter nogle år hos McKinsey og i pensionskassen PFA begyndte hun at arbejde med forretningsudvikling og strategi for medicinalvirksomheden Lundbeck. Hun har boet i Schweiz, England, Sydafrika, Frankrig, Canada, Kina og Indonesien – og rejst i flere end 70 lande.

Særligt årene i Beijing har formet hende, og det var efter tiden i Kina og hjemstationeringen til Danmark, at hun gik kold. Kold i den danske arbejdsmentalitet og selvforståelse. For selvom vi er verdens lykkeligste folk og indehaverne af en eftertragtet velfærdsmodel, så er det ifølge Charlotte lidt op ad bakke, når man kommer fra et land, hvor viljen til at ville arbejde, fleksibiliteten og selvforståelsen rykker 10 gange mere.

»Efter en årrække i datterselskaber var det et kulturchok at komme tilbage til et hovedkontor, hvor beslutningsprocesser virker uperfekte og langsomme. Og efter år i udlandet var den skandinaviske ledelseskultur og selvopfattede effektivitet ikke længere helt den samme, som jeg huskede den til at være,« siger hun.

Charlotte valgte derfor at trække stikket for fire år siden. For at få luft og ideer til, hvad der skulle ske i hendes liv, tog hun flere gange til Ubud på Bali. En dag på vej tilbage til Danmark, sad hun i flyet og kunne mærke, at hun ikke havde lyst til at flyve hjem. Hun havde lyst til at blive. »Hvad standser mig?«, tænkte hun, og det blev startskuddet til et nyt kapitel, som hun indtil videre ikke har fortrudt.

Jeg er nysgerrig på, hvad Ubud egentlig er. Jeg har selv været i byen en lille uge, og jeg har mest set en masse klichéagtige butikker fyldt med yogatøj og smykker. På overfladen ligner byen et sted, der tiltrækker kvinder i fyrrerne og halvtredserne, der gerne vil gå i fodsporene på Julia Roberts fra Eat, Pray, Love-filmen. Ubud er ikke særlig stor. Der bor mindre end 100.000 mennesker, og de lokale er stadig primært beskæftiget med landbrug, simple servicefag og ufaglært arbejde.

For hundrede år siden kom udenlandske folk til byen, forklarer Charlotte. I starten var det europæiske kunstnere, der slog sig ned, tiltrukket af en by præget af ånd, religiøs kunst og en rig kultur. I 60’erne og 70’erne kom så de berømte, rige og trendy. Så kom backpackerne, og for 10 år siden etablerede to amerikanere og en lokal partner The Yogabarn, samtidig med at Eat, Pray, Love kom på film med Julia Roberts. Ubud eksploderede herefter nærmest som centrum for yoga og meditation.

I dag er det en hub for co-working spaces – moderne kontorfællesskaber. Det første co-working space i Ubud, Hubud, blev stiftet i 2013. Det er super cool og udråbt til at være en af de 10 mest toneangivende hubs i verden. De har en mission om at lede en global bevægelse for mennesker, der vil leve et fedt liv på egne vilkår uafhængigt af sted, tid og faste rammer.

Siden Hubud er der åbnet et væld af co-working og co-living spaces ikke bare i Ubud, men på hele Bali, for eksempel Outpost, Igdore og Livit, der er danskejet. De her steder har tiltrukket en stor del digitale nomader, der laver innovative techbaserede forretninger, sociale medier og websites for europæiske og amerikanske kunder, mens de bor i et billigt og smukt tropisk miljø.

Hun konkluderer, at i dag er Ubud en sjov blanding af ældre førstegenerationstilflyttere, der kender meget til kulturen, og så millenials fra hele verden med en Mac under den ene arm og et surfbræt under den anden. Samtidig med at den stærke lokale religion og kultur dominerer gadebilledet. Som en af hendes entreprenante balinesiske venner siger: »Jeg behøver ikke rejse ud i verden – verden kommer til mig«.

Det er naturligvis langt fra alle, der bare kan trække stikket og arbejde digitalt fra en cafe i Ubud. Men vi vil i fremtiden helt sikkert se flere digitale nomader, der som Charlotte problemfrit kan arbejde tusindvis af kilometer fra deres kunder.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også