Serier
0

Skjulte gevinster for Danmark ved brexit

Det er en trist baggrund, men briternes exit fra EU kan betyde, at flere dygtige og talentfulde folk fra resten af EU søger mod lande som Danmark.

Brexit - britisk farvel til EU

Med valget af Boris Johnson som premierminister i Storbritannien er risikoen for et såkaldt hårdt brexit vokset. Det må være konklusionen på de mange udmeldinger, der er kommet fra Downing Street 10 siden hans tiltræden. Finansverdenen har kvittereret med at tillægge no deal ca. 30 pct. sandsynlighed, hvilket er omkring tre gange mere end de gjorde i foråret, og pundet er sendt ned i historisk lave niveauer.

Der er intet at sige til finansmarkedernes reaktion. Brexit er fra start til slut en dårlig beslutning med økonomiske briller, og særligt no-deal varianten skønnes at blive noget nær en økonomisk katastrofe for Storbritannien. Danmark ventes også at blive hårdt ramt: Både Den Internationale Valutafond og OECD forventer langsigtede danske tab, der i værste fald kan være i omegnen af 1 pct. af bruttonationalproduktet. Det skyldes bl.a. vores store samhandel med Storbritannien, der ventes at rammes hårdt.

Helt så galt går det ikke nødvendigvis. Der kan faktisk være positive økonomiske sideeffekter for Danmark, hvis briterne smækker hårdt med døren. Storbritannien er et af de EU-lande, som er allerbedst til at tiltrække arbejdskraft fra andre EU-lande. I 2018 var der ifølge Eurostat 2,3 mio. andre unionsborgere beskæftiget i Storbritannien, hvilket er knap en halv million flere end i Frankrig og Italien - tilsammen.

Den store tiltrækningskraft har naturligvis mange forklaringer. En unik sprogposition er naturligvis én af dem. Men uanset om det bliver et hårdt eller et blødt brexit, så reduceres arbejdskraftens frie bevægelighed. En hjørnesten i opbakningen til brexit handler netop om at begrænse indvandringen, så der er ingen tvivl om, at det vil blive sværere. Vi må derfor forvente, at Storbritannien bliver et mindre oplagt mål for den mobile arbejdskraft inden for EU.

Det kan give et ekstra rygstød til den danske arbejdsstyrke, hvis vi kan tiltrække nogle af de EU-borgere, som tidligere ville have set mod Storbritannien. Det er ganske veldokumenteret, at udenlandsk arbejdskraft er en klar økonomisk gevinst, og det bliver sandsynligvis sværere at tiltrække arbejdskraft de næste år.

Men hvis Danmark kan tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft, får vi flere politiske handlemuligheder på områder som skat og velfærd. Tilsvarende kan der opstå nye eksportmuligheder for danske virksomheder, når Storbritanniens samhandel med resten af EU lider et knæk.

Der er ikke mange lyspunkter ved udsigten til brexit og slet ikke no-deal versionen. Men uanset om det ender med eller uden en aftale, så åbnes der for muligheder som dansk erhvervsliv skal forsøge at gribe. Muligheden for at tiltrække arbejdskraft og nye eksportmarkeder er to konkrete eksempler.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også