Debat
0

Forværrer panisk spekulation risikofrygten?

Centralbankerne forsøger forgæves at nå deres målsætning om en inflation på to procen. Men måske bør de bare ændre målsætningen til en ny virkelighed

Investorerne er nervøse for en global recession. De frygter USA og Kinas uenigheder, brexit, faldende kinesisk vækst og tysk økonomisk tilbagegang i 2. kvartal.

Alarmklokkerne bimler og bamler. Den tyske økonomi oplevede i 2. kvartal en tilbagegang, og det bliver næppe bedre i indeværende. I så fald vil Europas største økonomi teknisk set være i recession og tilbagegang. De 2-årige amerikanske renter er nu højere end de 10-årige, hvilket er et klart signal om, at investorer aner en nedtur i horisonten. I Kina går den økonomiske vækst stadig ned i gear, men det er uklart, om bunden er nået.

Der sættes nærmest nye renterekorder hver dag. På den ene side er det ikke så mærkeligt. Investorerne kan se forværrede nøgletal, og centralbankernes mål om en inflation på to procent synes så langt væk, at det er på vej til at blive opgivet. Siden finanskrisen har inflationen på intet tidspunkt været varigt tæt på den målsætning.

Et nyligt dansk Nationalbankstudium har peget på, at den naturlige realrente er faldet. Pointen er, at de lavere renter kan forklares ved blandt andet demografi og derfor skyldes andet end mærkelig adfærd på de finansielle markeder og hos investorerne. De lærde strides om det.

Men hvad nu hvis det viser sig, at inflationsmålsætningen også har ændret sig? Hvis det er sådan, at økonomien har en anden naturlig prisstigningstakt? Det kunne være en inflation på 1,5 procent eller sågar 1 procent? Centralbankerne forsøger at finde en ligevægt, men hvis det ikke længere er en ligevægt, hvad så?

En del af rentefaldet og rentepanikken kommer givetvis fra investorer, som forsøger at komme centralbankerne i forkøbet, før de stimulerer økonomien yderligere. Med andre ord: Langsigtede investorer presser de i forvejen for lave renter ned til et endnu lavere niveau på grund af deres forventning om endnu lavere centralbankrenter.

Indtil videre har endnu lavere renter været svaret på den manglende inflation. Det er sket i et sådant omfang, at ingen danske nationalbankudstedelser kan ane positive afkast, hvis de holdes til udløb. Der er reelt nedtursfrygt og rentepanik. Centralbankerne reagerer ved at gøre endnu mere. Men måske er løsningen, at man skal revidere målsætningen til en ny og måske ændret virkelighed?

BRANCHENYT
Læs også