Debat

Der er absolut grund til at være bekymret for væksten

Handelskrig, kollapsede renter, svage væksttal og dystre udsigter. Der er bestemt grund til at frygte en snarlig økonomisk afmatning.

Helge J. Pedersen er cheføkonom i Nordea.

Henover sommeren fik frygten endnu engang sit tag i de finansielle markeder. Dårlige økonomiske nøgletal, handelskrig, geopolitiske spændinger i Asien og Mellemøsten, usikkerhed om brexit og en italiensk regeringskrise har rystet markederne.

Investorernes nervøsitet kan bl.a. aflæses på obligationsrenterne, som er styrtdykket i en sådan grad, at den amerikanske rentekurve er inverteret. Eller sagt med andre ord; de lange amerikanske renter er nu lavere end de korte, hvilket er et af de mest sikre tegn på, at en recession er forestående. Og når verdens største økonomi går i recession spreder nedturen sig med sikkerhed som ringe i vandet til resten af verden.

Men hvor slemt står det egentlig til, og er der virkelig grund til at frygte en ny verdensomspændende recession? Det er jo nærmest millionspørgsmålet for tiden. Der er for mig ingen tvivl om, at der vitterlig er grund til at udvise betydelig bekymring for vækstudsigterne. Til gengæld sætter jeg også mine sparepenge på, at den store krise udebliver, og at vi ’kun’ ender med en afmatning af væksten i verdensøkonomien.

Det skyldes især tre forhold. For det første er jeg af den opfattelse, at man skal være meget varsom med at tolke på rentekurven i disse år, hvor de lange renter i vid udstrækning er blevet holdt nede gennem Forbundsbankens (Fed’s) enorme opkøb af statsobligationer. Det gør det lettere for rentekurven at invertere nu end tidligere.

For det andet tilstræber Fed at være på forkant med udviklingen og lemper nu pengepolitikken igen (om end både markederne og præsident Trump mener, at banken handler for langsomt). For det tredje er arbejdsmarkedet fortsat stærkt og lønstigningstakten på vej op. Det giver en god modstandskraft over for en ny nedtur, fordi det vil medvirke til at privatforbruget oppe, som fylder omkring 70 procent af USA’s økonomi.

Når det er sagt, er det også en kendsgerning, at USA gennem handel og investeringer er blevet mere afhængig af den globale økonomi over de seneste årtier. Derfor rammer et nedbrud i de globale værdikæder også amerikanske virksomheder i større udstrækning end tidligere.

Og det kan kun vække bekymring, når lande som Singapore og Sydkorea, der som følge af deres store udenrigshandel fungerer som gode ledestjerner for udviklingen i den globale økonomi, melder om store problemer med at holde handlen og væksten oppe. Det samme er i øvrigt tilfældet for tre af Danmarks største samhandelspartnere, Tyskland, Sverige og Storbritannien, som alle gik i økonomisk bakgear i andet kvartal.

Så de kommende måneder tegner til at blive uhyggeligt spændende, og det eneste vi kan sige med nogenlunde sikkerhed er, at renterne vil forblive lave. Også i Danmark.

ECB-chef Mario Draghi leverede ved bankens seneste møde i juli noget af en pengepolitisk kovending, da det blev annonceret, at styringsrenterne vil blive holdt på det nuværende niveau eller lavere i lang tid fremover. Og på samme måde blev døren åbnet for, at banken kan genoptage sit kæmpe opkøbsprogram af statsobligationer i løbet af efteråret. Formålet med ’galskaben’ er at få inflationen i eurozonen, som for tiden er på blot en procent tilbage til målsætningen på knap to procent.

Det kan godt vare flere år endnu, mener centralbanken. Ifølge de finansielle markeder vil det kræve, at renten i hvert fald sænkes med yderligere 0,2 procentpoint til minus 0,60 pct. Og markedsforventningen er lige nu, at ECB end ikke i 2024 vil have sat renten op i det positive territorium.

Selv Danmarks Nationalbank har for nylig regnet sig frem til, at den neutrale realrente, altså den, som hverken øger eller hæmmer den økonomiske aktivet, i Danmark er på (undskyld mig) absurde -2 procent.

Helge J. Pedersen er cheføkonom i Nordea.

Så der er altså i den grad blevet vendt op og ned på al økonomisk lærdom, og i ny og næ kan jeg altså ikke lade være med at drømme mig tilbage til dengang i begyndelsen af 1980’erne, hvor jeg foretog min første investering. Det var i skibskreditobligationer, som gav 24 procent i afkast!

Nå, det er ren nostalgi. I dag er det en kendsgerning, at negative renter er den nye norm, og centralbankerne argumenterer selv for, at det ikke er deres politik, men snarere strukturelle forhold som lav potentiel vækst, demografi og opsparingsoverskud, som er årsagen til, at vi er havnet der, hvor vi er. Ja, selv Danmarks Nationalbank har for nylig regnet sig frem til, at den neutrale realrente, altså den, som hverken øger eller hæmmer den økonomiske aktivet, i Danmark er på (undskyld mig udtrykket) absurde minus to procent.

Og mens vi er ved Nationalbanken, er det også værd at bemærke, at banken for nylig offentliggjorde en interessant analyse, som viser, at der aktuelt er hele 50% risiko for, at dansk økonomi går i recession inden for de kommende to år. Det vigtigste argument er, at risikoen for en amerikansk recession er steget betragteligt, fordi rentekurven er inverteret. Det tegner til, at også efteråret og vinteren vil byde på turbulente tider på de finansielle markeder.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også