Debat

Kollektiv sparsommelighed gør os fattigere

De velpolstrede bankbøger giver os ikke mere at leve af. Vi skal have produktiviteten sparket i gang.

Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension

Mens vi danskere sætter stadig flere penge ind på opsparingskontoen - og samtidig glæder os over de negative renter hos realkreditinstitutterne - tænker de færreste næppe over konsekvenserne af, at vi alle sparer op.

De velpolstrede bankbøger giver os nemlig ikke mere at leve af, før produktiviteten sparkes i gang.

Mange er vant til at tænke, at opsparing per definition er godt. Sandheden er mere tvetydig, men kræver lidt forklaring først. Hvis man beder en økonom om at definere begrebet opsparing, vil vedkommende nok tænke i retning af et nationalregnskab, som tager udgangspunkt i den løbende indkomst. Hvis vi ser bort fra udenrigshandel, er opsparing defineret som den samlede nationalindkomst fratrukket det samlede forbrug.

Man kan som et simpelt eksempel forestille sig en lille lukket økonomi, hvor alle producerer og lever af korn. Årets høst er indkomsten. Opsparingen er det korn, der ikke forbruges. Hvis alle gerne vil spare op, vil der være meget korn til rådighed for investering, og det marginale udbytte fra markerne vil formodentlig falde, hvis mere halvdårlige jorde inddrages, eller hvis kornet spredes mere tæt. Høsten, altså afkastet af investeringerne, må derfor også forventes at være mindre, om end der altid er usikkerhed i form af vejr osv.

Det underfundige er, at nationalregnskabet indeholder den ligevægtsbetingelse; at opsparing er lig investering. Investeringen i eksemplet ovenfor er investering i sædekorn, der på et passende tidspunkt spredes for at sikre næste års høst. I nationalregnskabet bliver opsparing og investering ens som følge af en definition. Når det altid holder stik, er det blandt andet fordi, der eksempelvis i investering også er residualposter, som ikke nødvendigvis er ønskede. Det kunne i eksemplet være i form en ufrivillig opbygning af et lager af korn, som oversteg det niveau af korn, der var brug for som sædekorn.

Hvis der også er tale om udenrigshandel, er der muligheden for at spare op ud over investeringsniveauet. Det vil ses i, at eksporten er større end importen, og at der derfor vil være et overskud på betalingsbalancen. Mig bekendt har vi her på kloden ingen handel med fremmede planeter, så samlet set er verden en lukket økonomi.

I stedet for at tænke i nationalregnskabet vil en investor, der ikke er økonom, nok snarere se på finansielle investeringer som køb af aktier eller obligationer. For hver køber af disse er der også en sælger. Den enkelte investor kan opleve at spare op og investere i sådanne formueaktiver, uden at det er en investering i nationalregnskabets forstand. En stor opsparingslyst kan - i stedet for at være i investeringer i større lagre, nye produktionsanlæg eller nybyggeri - slå ud i, at allerede eksisterende formueaktiver bliver dyrere. Men fordi en ejendom stiger i pris, er det ikke en investering i nationalregnskabets forstand. Og der er heller ikke blevet mere til rådighed for fremtidigt forbrug.

Derfor kan vi godt bilde os ind, at vi har sparet op, fordi vi har formueaktiver, der er blevet mere værd. Hvis vi ser på eksempel med den simple landbrugsøkonomi, kan vi forstille os, at et højt opsparingsønske gør, at landbrugsjorden bliver dyrere. Men dyrere landbrugsjord alene, altså en større samlet formue, uden at produktionen er øget, gør ikke, at den samlede befolkning er i stand løbende at forbruge mere. Afkastet af formuen er blot blevet mindre. Og hvis opsparingsønsket udsprang af, at mange gerne ville sikre sig en god alderdom, så bliver de slemt skuffede, når de opdager, at den samlede produktion, der er til rådighed, ikke tillader noget højere forbrug på trods af deres store opsparing.

Vores samlede forbrug er hvert år begrænset af den samlede produktion, hvis man ser bort fra en lille smule lagring af varer. Uanset, hvor meget vi sparer op, kan vi kun sikre et højere forbrug, hvis produktionen er højere. Og de, der er gået på pension, kan kun få et højere forbrug, hvis de, der producerer, fremstiller mere - eller kan lokkes til selv at forbruge mindre.


Læs også