Debat
BREAKING
0

Virksomhederne kommunikerer uklart til investorerne

Det er udelukkende på grund af god vilje, men lige nu drukner mange årsrapporter i information og alenlange tekster, som ganske få investorer reelt kan overskue, skriver brancheforening.

Danske virksomheder skal være langt bedre til at beskrive, hvordan deres forretning påvirkes af politiske og miljømæssige risici. Foto: REUTERS/Hannah McKay

Danskere har købt værdipapirer for 463 milliarder kroner, viser tal fra Nationalbanken. Det svarer til ca. 100.000 kr. for hver eneste dansker over 18 år, og det er endda eksklusive pensionsopsparinger, som beløber sig til endnu mere.

Så mange penge kan selvsagt gøre en stor forskel i samfundet, hvis de investeres rigtigt. Men hvordan sikrer vi, at danskerne ikke investerer deres opsparing i blinde i forhold til f.eks. miljø, bæredygtighed eller social påvirkning? Og hvordan sikrer vi, at udenlandske investorer enkelt og overskueligt kan læse og forstå den relevante information fra danske virksomheder?

Investorernes foretrukne værktøj har traditionelt set været den så velkendte årsrapport, som virksomhederne årligt spytter ud. Og for netop at give investorerne mest mulig information, er årsrapporten vokset og vokset. Den er kort sagt blevet overvægtig i et omfang, som er skadeligt. Med alle de bedste intentioner – fra både politiske krav og virksomhedernes egen fortælletrang – er årsrapporten blevet spækket med alt det, vi gerne vil have mere af. Resultatet er desværre, at årsrapportens vigtige informationer – dem investorerne for alvor har brug for – bliver skjult under flere lag fedt.

Et område, hvor de danske selskaber er gode og hele tiden udvikler sig, er i beskrivelsen af strategi, forretningsmodel og risici. Men informationen kan blive endnu bedre. Især i forhold til kort og overskueligt at beskrive, hvordan forretningen påvirkes af politiske, miljømæssige og samfundsmæssige forhold. Her står vi foran en stor udfordring med at sikre nogle standardiserede metoder til at beskrive disse ikke-finansielle risici, så den enkelte investor får en reel mulighed for at kunne sammenligne f.eks. de miljømæssige forhold på tværs af virksomheder. Mere information er ikke altid lig med bedre information. Det handler om at afrapportere den relevante information og på en måde, så den kan sammenlignes på tværs af virksomheder.

Målet er, at virksomheden kommunikerer klart og tydeligt til omverdenen om sig selv. Så investorer og alle andre interessenter kan have mest mulig tillid til virksomheden og virksomheden have mest mulig troværdighed.

Af direktør Kent Damsgaard, Dansk Industri og adm. direktør Charlotte Jepsen, FSR – danske revisorer

BRANCHENYT
Læs også