Debat
BREAKING
0

Draghis sidste krampetrækninger baner vejen for politikerne

Inflationen skraber stadig bunden i eurozonen, og en stemning af apati begynder at brede sig blandt de europæiske økonomer og investorer. Situationen ser efterhånden håbløs ud for Den Europæiske Centralbank

Søren Vestergaard Kristensen, makroøkonom Sydbank

En for lav inflation, dystre vækstudsigter og et kollaps i investorernes forventninger til den fremtidige inflation har nok engang sendt Den Europæiske Centralbank (ECB) i retning af en mere lempelig pengepolitik.

Investorerne forventer nu lempelser i en størrelsesorden, som ikke alene kan vise sig at være afgående ECB-præsident Mario Draghis sidste krampetrækninger, men også hele centralbankens. For selvom ECB efter en stor pakke af lempelser her i september, lemper pengepolitikken yderligere senere på året, så er mulighederne mildest talt begrænsede. Derfor krydser centralbanken for alvor fingre for, at denne gang bliver lykkens gang. Problemet er bare, at effekten af ECBs tiltag på inflationen og væksten i bedste fald er aftagende. I værste fald er den efterhånden decideret negativ.

Den nye cheføkonom i ECB, Phillip Lane, har henover sommeren givet hans bud på, hvor meget ECBs pengepolitik har betydet for både væksten og inflationen henover det seneste år. I 2018 løftede ECBs samlede tiltag inflationen med 0,4 procentpoint. Instrumentet med det største bidrag til inflationen har hidtil klart været opkøbet af obligationer for nye penge; de såkaldte kvantitative lempelser, som ofte omtales som QE-programmet. I ECBs øjne er det ikke en ubetydelig effekt og derfor vurderer vi også, at ECB her i september står klar med en stor pakke af både rentenedsættelser og nye opkøb af obligationer.

Det er dog lysende klart, at ECB, selv med en ny pakke af lempelser, ikke kan levere noget quick-fix på den lave inflation. Der breder sig også en grad af apati hos de fleste investorer. I en nyligt indsamlet rundspørge fra Reuters svarede mere end 80 procent af de adspurgte økonomer, at de tvivlede på, at ECB kan løfte inflationen i de kommende år. Det svarede jeg i øvrigt også. Når man samtidig tænker på, at ECB har tømt stort set hele krudtlageret og kun løftet inflationen med 0,4 procentpoint indtil nu, så ser situationen næsten håbløs ud for ECB.

Det er dog lysende klart, at ECB, selv med en ny pakke af lempelser, ikke kan levere noget quick-fix på den lave inflation

Søren Vestergaard Kristensen, økonom Sydbank

Derfor nærmer vi os en situation, hvor ECB med de nuværende redskaber er ved at have udspillet sin rolle. Mange vil også mene, at ECBs bevægelse mod lavere renter over det seneste år er tæt på nytteløs, da det i sig selv næppe vil løfte inflationen mærkbart. Den holdning deler jeg dog ikke helt. De nye signaler fra ECB har nemlig presset renterne voldsomt ned over hele Europa. Det giver anledning til store rentebesparelser og mere finanspolitisk albuerum.

Eksempelvis i Italien, hvor rentefaldet er forstærket af udsigten til en ny regering. Her er den gennemsnitlige løbetid på statsgælden omkring syv år og renterne på en italiensk syvårig statsobligation er november faldet med 2,8 procentpoint. Hvis den italienske gæld blev rullet over i nye lån, så ville det betyde en årlig besparelse på op mod 60 milliarder euro eller 3,2 procent af BNP.  I Portugal, Spanien og Frankrig giver det samme regnestykke i træskolængder en besparelse på èn procent af BNP, mens det i Grækenland er næsten fem procent af BNP.

Derfor kan det vigtigste element i ECBs nye pakke vise sig at være et løfte om at holde renterne lave længe endnu. På den måde kan Draghi og resten af ECB bane vejen for politikerne. I den nuværende situation vil finanspolitik nemlig være betydeligt mere effektfuld end de værktøjer, som ECB lige nu arbejder med. Det store spørgsmål er så i sidste ende om politikerne vil benytte sig af de forbedrede muligheder for at hjælpe de europæiske økonomier lidt på vej. 

BRANCHENYT
Læs også