Debat

Pengepolitikken er intet universalmiddel

Pengepolitikken i Europa spiller på sidste vers. Det er nu op til politikerne, hvis vi skal forhindre en økonomisk afmatning.

Torsdagens møde i den Europæiske Centralbank (ECB) bød på nye markante pengepolitiske stimuli. Men mange tvivler efterhånden på, at der er positive økonomiske effekter af yderligere faldende renter. Denne skepsis når også langt ind i ECB’s eget Styrelsesråd, hvor blandt andet centralbankcheferne fra Tyskland, Frankrig og Holland var modstandere af de seneste stimuli.

Og på den efterfølgende pressekonference sagde ECB-boss Mario Draghi, at der var enstemmighed med hensyn til, at finanspolitikken skal spille en større rolle. Det er tilsyneladende det eneste, man kan blive enige om. Det er også en stærk antydning af, at konsensus i ECB er, at man har nået en endestation: Om ikke for rentenedsættelser, så for positive effekter af disse.

Før mødet var den korte indlånsrente -0,4 pct., den 10-årige tyske statsobligationsrente lå i -0,6 pct. Desuden var forventningen, at vi skulle leve med negative renter i mere end 10 år. Inflationen er lav, men ikke negativ. Det vil sige, at realrenterne, som er væsentligere i et økonomisk henseende, er endnu mere negative. Derfor oplagt at stille spørgsmålstegn ved præmissen om, at ”høje” renter skulle være baggrunden for den lave inflation og vækst. En væsentlig årsag til de unormalt lave renter er tidligere obligationskøb.

ECB sænkede torsdag indlånsrenten til -0,50 pct., genoptager obligationsopkøbene med 20 mia. euro om måneden og gør gøre de langsigtede likviditetsoperationer endnu mere fordelagtige for bankerne. Mens ECB naturligvis håber på, at disse tiltag vil stimulere den økonomiske vækst, og dermed inflationen, så skal de også holdes op imod en række negative effekter. Obligationsopkøb skævvrider markederne og lægger kimen til spekulative bobler. Desuden sætter man markedsmekanismerne delvist ud af kraft, så gældstyngende lande ikke bliver straffet for manglen på økonomiske reformer.

Før de første obligationsopkøb startede lå den 10-årige rente i Italien eksempelvis omkring 7 pct. I dag, og med stort set sammen gældsproblemer, ligger den i 0,9 pct.

Frank Velling, investeringsansvarlig og porteføljemanager.

Før de første obligationsopkøb startede lå den 10-årige rente i Italien eksempelvis omkring 7 pct. I dag, og med stort set sammen gældsproblemer, ligger den i 0,9 pct. Også i banksektoren bliver de normale markedsmekanismer sat delvist ud af kraft, da forskellen i de renteniveauer som stærke og svage banker kan finansiere sig til, er blevet kraftigt indsnævret. Endelig kan man ikke afvise, at der kan være et demokratisk problem i, at ikke-folkevalgte i ECB laver betydelig fordelingspolitik, hvor unge pensionsopsparere giver til gældsatte stater og virksomheder.

I USA er man ikke løbet tør for ammunition, og den amerikanske centralbank forventes at sænke renten på mødet den 18. september. Til gengæld kan man spørge, om pengepolitiske stimuli er den rette medicin til behandling af de aktuelle problemer? Vækstforventningerne i USA (og globalt) er aftaget. En af de primære forklaringer er formentlig handelskrigen mellem USA og Kina, som blussede drastisk op i starten af august. Handelskrig skaber først og fremmest usikkerhed: Usikkerhed om fremtidige afsætningspriser og efterspørgsel samt usikkerhed om eksportmarkeder og leverandører. En rentenedsættelse på en kvart procent fjerner ikke noget af denne usikkerhed.

Pengepolitikken er altså ikke noget universalmiddel. I USA skal man næppe vente væsentlige finanspolitiske aftaler på denne side af præsidentvalget i november 2020. I Europa kan man derimod håbe på, at man begynder at se finanspolitiske stimuli. Det gælder ikke mindst i Tyskland, hvor opbakningen til grønne offentlige investeringer er steget betydeligt det seneste år.

BRANCHENYT
Læs også