Debat

Finansministeriets kritikere misforstår, hvad regnemodellerne bruges til

Økonomiske modeller bør ikke anvendes ukritisk som orakler. Men det gør de heller ikke.

Som mangeårig bruger af de økonomiske modeller i centraladministrationen er det svært at genkende den kritik, der udfoldes af dem i øjeblikket. Kritikkerne overser, hvad modellerne bruges til, og hvorfor de i virkeligheden er en fordel for Folketinget og offentligheden.

Noget kritik handler om, at modellerne ikke er gode til at forudsige konjunkturerne. Det er i sig selv berettiget. I det hele taget er konjunkturerne vanskelige at forudsige, fordi konjunkturudsving følger af chok, som aktørerne ikke har forudset. Kritikken ville være relevant, hvis makromodellen ADAM rent faktisk blev brugt til at forsøge at finstyre konjunkturerne med. Men det gør den ikke, og vi fører ikke den slags politik i Danmark.

ADAM bliver mest brugt som en avanceret bogholderimaskine, når centraladministrationen budgetterer. ADAM bliver også brugt til mellemfristede og langfristede fremskrivninger, hvor kortsigtsdynamikken er slået fra.

Budgetteringen i centraladministrationen adskiller sig egentlig ikke så meget fra den budgettering, som finder sted i bl.a. virksomhederne. Det er et bedste skøn over, hvordan udgifter og indtægter vil udvikle sig. For en virksomheds ejere er det afgørende information – og på præcis samme måde er budgetteringen en helt central del af den demokratiske kontrol med regeringen.

Andre modeller bliver brugt til at forudsige konsekvenserne af politiske forslag og beslutninger. På skatteområdet anvendes typisk meget enkle, overskuelige modeller baseret på empiriske mål for de helt centrale mekanismer. Det gør det let f.eks. at diskutere, om de skønnede effekter er realistiske.

Der har sneget sig den fejltagelse i debatten, at hvis effekternes størrelse er behæftet med usikkerhed, så er det klogest at antage, at de er nul. Men ved usikkerhed er det vigtigt at regne med middelrette skøn, altså det mest sandsynlige skøn. Det minimerer risikoen for at tage fejl.

Diskussionen om adfærdseffekten af skatteændringer er noget skæmmet af, at ingen har kunnet pege på eksempler på, at f.eks. nedsættelser af marginalskatterne har efterladt væsentlige huller i de offentlige finanser som følge af hasarderede adfærdsskøn. Det måske mest alvorlige fejlskøn, jeg har været med til, var konsekvenserne af reformen af bilafgifterne i 2007, hvor vi klart undervurderede størrelsen af adfærdsvirkningerne.

Økonomiske modeller bør ikke anvendes ukritisk som orakler. Men det gør de heller ikke. I virkeligheden er det en måde at dokumentere sine beregninger på og sikre, at der regnes på samme måde fra gang til gang. Det har Folketinget og alle vi andre uden for Slotsholmen en interesse i.

BRANCHENYT
Læs også