Debat

Den svulmende statskasse ville gøre Joachim von And grøn af misundelse

Det kan være fristende for politikerne at lette låget på statskassen og bruge flere penge, nu da dansk økonomi er i topform. Men vi bør være varsomme med at kaste mere brændstof på bålet, skriver DE's cheføkonom.

Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Statskassen bugner nu i en grad, der ville gøre selv Joachim Von And grøn af misundelse. I andet kvartal var der et overskud på de offentlige finanser på hele 17,2 mia. kr. Det er det største kvartalsvise overskud i 11 år.

Den gode historie slutter ikke her. Ifølge Finansministeriet seneste prognose er der udsigt til, at overskuddet på den offentlige saldo stiger til svimlende 44 mia. kr. i år. Vi skal helt tilbage til 2008, altså før finanskrisen for alvor ramte dansk økonomi, for at finde et højere overskud på den offentlige saldo. Det er imponerende, og viser med al tydelighed at dansk økonomi har bundsolide balancer i øjeblikket.

Det store overskud på den offentlige saldo skyldes primært, at Skatteministeriet har opjusteret deres skøn for indtægterne fra pensionsafkastskatten betydeligt. Dertil afspejler overskuddet at dansk økonomi befinder sig i en højkonjunktur. Beskæftigelsen er rekordhøj og antallet af offentligt forsørgede er faldet til det laveste niveau siden 1987. Det sender flere skattekroner i statskassen, samtidig med at udgifterne til offentlige overførsler er faldet. Dertil er privatforbruget og bilsalget steget pænt over det seneste år, hvilket har øget moms- og skatteindtægterne.

De sunde offentlige finanser er naturligvis en stor fjer i hatten til dansk økonomi. Det betyder, at vi har meget at stå imod med, hvis en ny krise skulle ramme dansk økonomi. Udover at de offentlige finanser er bundsolide, så er der et betydeligt økonomisk råderum på 28,75 mia. kr. frem mod 2025.

Politikerne må dog godt i bedste Joachim Von And stil være lidt nærige med at bruge løs af pengene. Selv om risikoen for en ny krise fylder godt op i avisspalterne, så er der ikke meget krise at spore i de danske nøgletal i øjeblikket. Dansk økonomi befinder sig fortsat i en højkonjunktur, hvor kapacitetsgrænsen på arbejdsmarkedet løbende bliver testet. I sådan en situation er det mest fornuftigt at holde igen med finanspolitikken.

Det er derfor også umiddelbart betryggende, at Finansministeriet på baggrund at det foreløbige teknisk finanslovforslag for 2020 har beregnet, at finans- og strukturpolitikken vil dæmpe væksten med 0,1 procent i år og være nogenlunde neutral i 2020. Erfaringerne viser imidlertid, at der kan være en tendens til at det offentlige forbrug stiger yderligere i forbindelse med de endelige finanslovsforhandlinger.

Med baggrund i den betydelige nedadrettede vækstrisiko kunne regeringen dog med fordel allerede nu forberede en række finanspolitiske lempelser, der kunne iværksættes med kort varsel, hvis afmatningen på vores eksportmarkeder eskalerer. Da dansk økonomi fortsat forbinder sig i en højkonjunktur med mangel på arbejdskraft i dele af erhvervslivet, bør politikerne have fokus på tiltag, der udover at øge væksten nu og her også trækker i retning af at øge vækstpotentialet i dansk økonomi på sigt.

Af Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også