Debat

Tre hårdnakkede myter om Kina og handelskrigen

Det er afgørende at kunne skelne mellem fup og fakta, når du som investor navigerer i handelskrigens oprørte vande – ellers kan det koste dig på afkastet.

Handelskrigen mellem Kina og USA fylder rigtig meget i øjeblikket. Den pirrer vores indgroede frygt for at tabe penge, men desværre forvrænger forskellige myter investorernes opfattelse af situationen. Hvis du ikke forholder dig kritisk til den løbende strøm af nyheder og informationer, risikerer du derfor at træffe investeringsbeslutninger på et forkert grundlag.

Lad os kigge på tre af de mest udbredte myter:

Myte 1. En recession er gift for mine aktier

Eskaleringen af handelskrigen i årets løb har udløst frygt for en forestående recession, og begrebet recession har i mange investorers bevidsthed vokset sig til et uhyrligt monster med ekstremt destruktive kræfter for aktiemarkederne.

Det skyldes nok, at vi senest havde en global recession i forbindelse med finanskrisen, som var en ekstraordinært hård nyser for de finansielle markeder. Her varede recessionen 18 måneder i USA og kostede i den periode et tab på 34,8 pct. for det amerikanske S&P 500-indeks, og det er naturligvis den recession, de fleste investorer fortsat har på nethinden. Men rent faktisk er recessioner sjældent så farlige, som de lyder. De kommer og går. Siden 2. Verdenskrig har der været 11 recessioner i USA, og i løbet af disse recessioner har amerikanske aktier i gennemsnit givet et afkast på 4 pct. (og ja, det store kursfald i forbindelse med finanskrisen er medregnet i dette gennemsnit).

Myten om de farlige recessioner er altså overdrevet. Selv om handelskrigen kan udløse en recession, hvis den forværres eller trækker i langdrag, er det ikke nødvendigvis verdens undergang for dine aktier, og trods den meget snak om handelskrig og recession i årets løb er globale aktier faktisk steget 16,4 pct. hidtil i år, målt i danske kroner. Og i øvrigt forventer vi ikke en recession i nærmeste fremtid i Danske Bank.

Myte 2. Kineserne har magten over den amerikanske statsgæld

En anden udbredt myte handler om Kinas ejerandel af amerikanske statsobligationer. Her kan man af og til få indtryk af, at kineserne sidder på langt størstedelen af de amerikanske statsobligationer og rask væk kan smide dem, hvis de vil ramme USA. Det er også rigtig nok, at Kina har overtaget Japans rolle som største udenlandske ejer af amerikanske statsobligationer. Den samlede ejerandelen begrænser sig dog til 7 pct. mod japanernes 6 pct.

7 pct. er selvfølgelig rigeligt til at skabe kaos, hvis kineserne holder brandudsalg, men det store spørgsmål er, hvad de skulle få ud af det? Trykker kineserne på salgsknappen, vil værdien af deres beholdning af amerikanske statsobligationer dykke og koste kineserne dyrt, for de kan jo ikke uden videre afhænde så mange obligationer i ét hug. Samtidig ville de få en vanvittig mængde af amerikanske dollar ud af salget, og hvad ville de gøre af dem? 

Når såkaldt unavngivne kilder taler om denne mulighed, er det mere en del af det politiske spil: Teatertorden, som skal give lidt balance i forhold til det, der kommer den anden vej fra USA.

Myte 3. Sjældne jordmetaller giver kineserne en stærk trumf

En tredje myte knytter sig til de sjældne jordmetaller, som kineserne eksporter til USA til brug i blandt andet amerikanske it-produkter. Det er rigtigt, at amerikanske virksomheder i dag har en stor afhængighed af kineserne på det punkt, da de får omkring 80 pct. af jordmetallerne fra Kina – og ja, det vil være en gedigen uppercut til USA, hvis kineserne slår bremsen i for eksporten.

Men til gengæld vil det også være en kortsigtet uppercut, for de sjældne jordmetaller er ikke nødvendigvis så sjældne endda. De er bare ikke særligt interessante at forarbejde, hvis man kan få andre til det, da forarbejdningsprocessen har en række negative følgevirkninger som fx radioaktivitet.

Amerikanerne har miner, der har været sat på vågeblus, fordi driften ikke kunne betale sig, ligesom der findes miner en række andre steder i verden. Jo mere kineserne truer med at spille dette kort, jo større er sandsynlighed for, at andre lande skruer op for produktionen, eller teknologiselskaberne finder brugbare alternativer. Det skete eksempelvis, da Kina truede med at nedbringe eksporten af jordmetallet neodymium til Japan som led i en konflikt om nogle ubeboede øer i havet mellem de to lande. Toyota anvender neodymium i deres el- og hybridbiler, og de kinesiske trusler medvirkede til, at den japanske bilproducent har udviklet et batteri, der bruger markant mindre neodymium.

Stopper kineserne for salget til USA, kan det derfor være som at tisse i bukserne. Det giver måske en kortsigtet varme, men på længere sigt mister kineserne deres dominerende position på markedet og udvander deres egen magt. Dette kort er derfor langt mere værd, så længe kineserne fortsat holder det på hånden i stedet for at spille det.

Misforstå mig ikke: Der er intet positivt ved handelskrigen set med investorøjne. Det er også helt i orden at bekymre sig og være på vagt som investor, det skal bare være af de rette årsager. Ellers risikerer du at træffe dårlige beslutninger, der skader dit afkast.

BRANCHENYT
Læs også