Debat

Gratis er, når noget koster 326 kroner

Skriv gratis med store bogstaver og send så regningen. Dét er stor kunst.

Mit lille konsulentfirma har længe ligget under for den konvention, at vejen til et liv på gaden går over arbejde til prisen gratis. Tilbud har der ellers ikke manglet.

Særligt en redaktør for et blad i den finansielle sektor vil blive husket for sin insisteren. Han kunne ikke forstå, at 600 ord om organisationens mærkesag, leveret på en Word-fil i den kendte muntre sprogtone, skulle koste noget. »Hvorfor?«, var hans modspørgsmål, da jeg for anden gang i telefonsamtalen bragte emnet honorar op.

Nu kan han trygt ringe. Igen.

En mulighed har åbnet sig, som et stykke tid har været efterspurgt af blandt andet fagblade, mindre virksomheder, erhvervsforeninger, netværksgrupper og enkelte offentlige institutioner. Nemlig gratis arbejde. Fremover kan man blandt andet få foredrag og oplæg. Gratis. Og tekster, argumentkataloger og strategisk rådgivning fra mig. Gratis.

Redaktøren behøver ikke engang sige tak til mig. Takken skal han rette til et firma, der tilbyder gratis udlån af trailere til folk, der har købt noget stort i et byggemarked eller møbelforretning.

Firmaet hedder noget på udenlandsk, der betyder ”Gratis trailer” på dansk. Man skal hente en app, indtaste sit navn og adresse, reservere traileren, og vupti, så kommer der en regning, der betales med et kreditkort. 326 kroner lød min regning på.

Det fine ved firmaet er, at der ikke er noget dillerdaller. Som de selv skriver i overskriften på deres web: »Lån en trailer GRATIS i hele landet«. Når man skriver gratis med store bogstaver, har man både lagt hånden på biblen og slået op i Den Danske Ordbog for at få styr på betydningen af ordet gratis. »Som ikke koster noget,« svarer DDO. Latin: »Ved gunstbevisning«.

En trailer, der er gratis at låne, koster altså ikke noget.

Jeg gentager lige, hvor enkelt det er at låne en gratis trailer af firmaet: Man reserverer traileren via app’en og betaler. I mit tilfælde bestod betalingen i et reservationsgebyr, leje af traileren samt to gange forsikring, fordi den skulle bruges hen over et døgn.

Forsikringen anbefaler firmaet varmt, da skader ellers kan udløse et betydeligt erstatningskrav. Det er også dyrt at aflevere den gratis trailer senere end aftalt.

Jeg så på de 326 kroner og tænkte, at det her er kunst. Kunst som den formiddag i lufthavnen i Pisa, hvor jeg skulle aflevere en lejet bil, og chefen begyndte at cirkle rundt om bilen og udpege ridser på størrelse med et nyfødt barns tånegle.

Det var drama af stor skønhed. Hurtigt rakte engelsk ikke til at udmale min mishandling af køretøjet. Kun italiensk var stort nok til at udtrykke de følelser, som gerningen affødte. Oh ve, oh smerte. Og teaterstykket løftede sig yderligere, da en assistent kom til og bekræftede chefen i, at den plet- og skadefri Fiat 500 L med 19.000 kilometer på klokken var noget nær skrot.

Nu skal vi ikke gøre firmaet med de gratis trailere uret. Under omstændigheder, som firmaet fraråder på sin web, kan en trailer lånes gratis. Eller i hvert fald - gratish. Man skal så IKKE reservere en trailer, men håbe det bedste, og IKKE tegne den anbefalede forsikring og dermed risikere et erstatningskrav på flere tusind kroner. Udtrykkeligt beskrevet af firmaet til skræk og advarsel.

Men kunst er det, forretningsmodellen. Tak. Den låner jeg.

Der er derfor, at jeg fremover gerne holder et oplæg eller foredrag GRATIS. 45 minutter om at tænke ud af sine egne og andres konventioner – 0 kroner. Prisen ligger fast. Ring trygt. Der tilkommer tillæg for optræden i lokaler med vinduer og efter klokken 05.30. Desuden er der gebyr for at komme til tiden og tale så højt, at folk kan høre noget. Besvarelse af spørgsmål fra salen faktureres særskilt.

Nu kan jeg endelig svare JA til ikke blot oplæggene, men også tekst- og rådgivningsopgaverne, der før har voldt problemer. Problemer, fordi hverken min kreditforening eller min Netto har indført gratisøkonomi. Problemer, fordi gratis er i underkanten af, hvad min revisor synes, at jeg skal tage.

Tak, trailerfirma. I har vist mig vejen frem. Den er at arbejde GRATIS.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også