Debat

Prisen for et topjob

Jeg har de seneste uger talt med 5 topledere om afsavn og ambitioner. De har alle siddet mindst 15 år i topstillinger. Her er deres svar.

Den største pris jeg har betalt, er den tid, jeg kunne have haft med mine børn.

Det er svaret fra fem topledere, jeg har talt med henover de sidste par uger. De fortsætter, uddyber og nævner flere ting, men de svarer alle sammen hurtigt, præcist og fascinerende ens på spørgsmålet:

»Hvad er den største pris, du har betalt for jobbet som topchef?«

To kvinder og tre mænd, der sidder i jobs som adm. direktør (CEO), finansdirektør (CFO) og partner i kendte og store virksomheder har svaret. En af kvinderne siger:

»Et topjob vil altid kræve mange timer og ofte meget rejseaktivitet, så det største offer, man giver, er den tid, der bliver taget ud af hverdagen med din familie, særligt dine børn. Jeg har altid prioriteret at være tilstede for mine børn på mærkedage, skolearrangementer osv., men jeg har jo været fraværende i hverdagen, så jeg er ikke den, der har leget og bagt og hygget med dem i eftermiddagene. Men jeg har prioriteret størstedelen af den tid, hvor jeg ikke arbejder til at kunne stå til rådighed for børnene. Pludselig opdager du bare, at de ikke gider stå til rådighed for ’kvalitetssamvær’ lige, når det passer ind i din kalender.«

Den manglende tid går ikke kun ud over børnene. Det er også tid væk fra familie, venner og ikke mindst tiden til sig selv, lød svaret: »Jeg har ikke haft tid til at passe på mig selv og min fysik, og jeg mærker nu nødvendigheden af at bruge weekenderne til restitution for at have kræfter til ugen, der kommer.«

Ensomheden fylder også. Der er ikke tid til for alvor at være i nære - og nærende - relationer, og en siger, at man kan føle sig »ensom og udenfor, når man sidder på hotelværelset eller kontoret en aften, hvor vennerne hygger sig og har tid til at være sammen.«

»For sent går det op for dig, at du har betalt en pris i forhold til at se dine børn vokse op.«

Anonym topleder til ledelsesrådgiver Louise Orbesen.

Så er der tyngden på skuldrene. Ansvaret. En administrerende direktør siger til mig: »jeg tror ikke mange forstår, hvad det reelt vil sige at stå med alt ansvaret. Det er mange familier, som er afhængige af dine beslutninger.«

Det er klart, at der er fordele ved at have den slags jobs. De er ikke for ingenting, at topjobs er eftertragtede. Sjovt nok fylder penge, magt og status faktisk ikke meget i deres svar, og det er først, når jeg specifikt spørger ind til den del, at de forholder sig til det. Det kan have noget at gøre med, at de alle er omkring 50 år, og derfor er det ikke længere det, der driver dem på samme måde, som det var, da de stadig var helt unge og på vej op ad bjerget. I stedet svarer de, at det er udfordringerne, udviklingen, kollegerne og de oplevelser, der følger med. Igen er de forbavsende enige, selvom de ikke har hørt hinandens svar.

Alle, jeg har talt med, har siddet i topjobs i mere end 15 år. Når jeg spørger, om vægtforholdet mellem plusser og minusser har ændret sig over årene, så er svaret bekræftende. Absolut, siger de:

»Da jeg var ung fyldte minusserne ikke meget. Jeg var optaget af at komme fremad, opad og jeg ville opleve så meget som muligt.« En anden siger: »For sent går det op for dig, at du har betalt en pris i forhold til at se dine børn vokse op.«

Jeg får dog ikke indtryk af, at nogen af dem har fortrudt deres valg. Men jeg sidder tilbage med en følelse af at have talt med fem mennesker, som her midtvejs i karrieren kigger tilbage med et blik, der indeholder langt flere nuancer, end det de havde i starten af deres arbejdsliv.

Af Louise Orbesen, partner i rådgivningsvirksomheden Leading Humans. Tidl. konsulent hos McKinsey & Co og Boston Consulting Group. Louise skriver fast om ledelse for Finans.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også