BREAKING

ISS: Ludobrikken slået tilbage til start skriger på handling

Servicegiganten ISS skuffede gevaldigt, og måtte se aktien styrtdykke med 20 procent. Spørgsmålet er, om ISS er et afsuttet kapitalfondsbolche?

ISS-aktien blev onsdag bombet tilbage til start, da en negativ afgivelse i kvartalsregnskabet fik investorerne til at se rødt. Aktien blev nedsablet med 20 pct. og blev dermed i bedste Ludo-stil sendt under introduktionskursen i 2014, da ISS fik comeback som børsnoteret selskab.

Investeringscasen i ISS er ligetil. De tre vigtigste faktorer skal dog gerne passe samtidig, før at investorerne er i godt humør. Omsætningsvæksten skal være moderat, men positiv og gerne mere end 5 procent. Samtidig skal driftsmarginen være mindst 5 procent og gerne en spids mere. Til sidst skal der være en god gennemstrømning af penge, som bl.a. skal bruges til investorernes afkast.

Omsætningen passede, men de andre to gjorde ikke. Problemer i Frankrig, Hongkong og Danmark betød en nedjustering af den forventede indtjening fra ca. 5 pct. til 4,2 pct. Aktiereaktionen udeblev ikke. Omkring en femtedel af selskabets værdi fordampede, og aktien dykkede ned under 140 kroner per aktie. I løbet af de seneste 12 måneder har selskabet fået barberet næsten en tredjedel af sin markedsværdi af.

ISS blev gennoteret på fondsbørsen i 2014. De første år forløb ganske tilfredsstillende. Kapitalfonden afleverede en forretning i fin form, og uden de større økonomiske svinkeærinder steg aktien og havde en overgang retning mod kurs 300.

Det var til og med maj 2017, hvor det meste åndede fred og indtjeningsidyl. Siden er det gået som økonomien i Amager Bakke: Ned. Aktien er halveret fra toppen, og de investorer som købte ind fra start, har nu kun udbyttet minus kurstabet at varme sig på over 5 år. De seneste år har udviklingen ikke kun været ujævn, den har været med decideret nedadgående. Resultaterne har været skiftende med enkelte lyspunkter, men nedturen har været markant og bør ikke kunne ignoreres.

Investorerne bør mindst stille sig to spørgsmål. ISS blev bragt tilbage til som børsnoteret selskab efter et 9-årigt kapitalfondsejerskab, som tog længere tid end forventet og længere end de gennemsnitlige 5 år. En kort optur er tilsyneladende blevet erstattet af en permanent nedtur og investortvivl. Måske er investorerne blevet permanent bange for, at juicen er blevet suttet ud af kapitalfondsbolchet. Kapitalfonde er dygtige og grundige, og de efterlader sjældent større værdier på dørtærsklen. Den lange aktiemæssige ørkenvandring kunne tyde på, at bolchet er tørt.

For det andet må det være naturligt, at investorerne spørger, om ikke det er tid til en ny ledelse og bestyrelse, som kan tilføre virksomheden ny energi og vision. Den nedadgående kurve skal vendes, og det skal gerne ske relativ hurtigt. ISS’ bestyrelse er ganske rigtigt global med blot en enkelt dansk topchef (Henrik Poulsen). Men det har måske også en slagside: Jo længere væk bestyrelsen sidder fra den danske kursmassakre, desto mindre fylder det måske i deres bevidsthed. Men for alle os, der følger virksomheden, bør billedet være ret klart: Det er tid til at handle.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også