Debat

Hvor langt går du efter den perfekte julegave?

Vores juleshopping illustrerer, hvorfor digitalt forbrug er en megatrend med store investeringsmæssige perspektiver,

Husker du en tid, hvor du gerne turnerede land og rige rundt i december på jagt efter de perfekte julegaver? I dag er gaverne til dine nærmeste tættere på end nogensinde. Når først du har de rette gaveideer, er du ofte kun få klik fra at have overstået juleshoppingen I stedet bruger vi tiden på de restauranter og kaffebarer, der skyder op i gågaderne i takt med, at traditionelle butikker lukker.

Et stigende antal danskere køber gaverne på nettet, og det er en naturlig del af en global tendens. I USA forventer revisionsgiganten Deloitte, at omsætningen fra e-handel vil stige med 14-18 pct. i juleperioden fra november i år til januar 2020 set i forhold til tilsvarende periode sidste år.

For investorerne er det selvfølgelig en vigtig tendens at være opmærksom – også selv om du ikke var blandt de første til at fange omstillingen og investerede i Amazon for mange år siden. Den digitale omstilling er ikke stationær, men under konstant forandring, og de seneste 10 års aktievindere er ikke nødvendigvis de kommende 10 års vindere.

Samtidig er ehandel blot en del af ligningen inden for den digitale transformation af vores hverdag. Vi har også fået en umættelig appetit på digital underholdning med streaming af film, serier og musik på vores smart-tv, tablets og mobiltelefoner, og dertil kommer andre former for digital underholdning som sociale medier og computerspil.

Ifølge datasitet Datareportal var der i januar i år 5,1 mia. brugere af mobiltelefoner – svarende til 67 pct. af den globale befolkning – mens 4,39 mia. mennesker var på internettet, og det understreger, hvorfor man som investor skal have fokus på hele værdikæden: Der er cloudselskaber, kunstig intelligens, selskaber inden for transport, betaling og detailhandlere, der formår at forene fysiske butikker med e-handel. Dertil kommer selve underholdningen i form af musik, film, tv, spil og sociale medier samt hele den digitale transformations ærgerlige men nødvendige følgesvend; datasikkerhed.

For selvfølgelig er der også bump på vejen. Misbrug af persondata har ført til øget politisk fokus på regulering, og det kan tvinge digitale selskaber til at justere deres forretningsmodeller eller skrue op for investeringerne i digital sikkerhed. Det er absolut en usikkerhedsfaktor set med investorøjne. Øget regulering kan dog ikke stoppe den overordnede megatrend mod øget digitalt forbrug, og skal din aktieportefølje afspejle den verden, vi lever i, er det umuligt at komme uden om dette investeringstema – også selv om du stadig selv køber julegaverne nede på dit lokale handelsstrøg.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også