Debat

Virksomheder kan snuppe ulandshjælp med lovlig skattefinte

Ulandshjælp indbetalt af EU-borgere bliver snuppet for næsen af os - og det er ikke ulovligt.

For nylig kunne Verdensbanken offentliggøre et chokerende forskningspapir, der konkluderede, at op mod 2 mia. kr. om året af den ulandshjælp, der bliver sendt afsted til verdens 22 fattigste lande, i virkeligheden ender på private konti i skattely-lande.

Rapporten viser tydeligt, at EU bør gribe ind nu ved at indføre sanktioner over for skattely.

Pengestrømmene finder vej til lande som Cayman Islands - en øgruppe, som EU netop i selvsamme uge har optaget på EU’s liste over usamarbejdsvillige skatteparadiser.

Jeg foreslår, at vi udvider listen og sætter endnu flere lande på - også Europas egne skattely Luxembourg og Schweiz.

Verdensbanken peger også på, at der er virksomheder, der efter alt at dømme laver projekter for ulandspengene og sætter deres overskud i skattely kun for at undgå at betale skat af penge, de har tjent med Verdensbanken i ryggen.

Det er fuldstændigt vanvittigt, at ukendte rigmænd eller korrupte magthavere i flere årtier har kunnet kanalisere milliarder, der er øremærket til de allerfattigste lande, ind på hemmelige konti i andre lande.

Og det er helt uacceptabelt, at virksomheder, der tjener et overskud på offentlige støttekroner, med en så snedig - og desværre lovlig - skattefinte kan gemme pengene i skattely lige for næsen af os.

Det er faktisk tyveri ved højlys dag fra verdens fattigste.

Derfor er det på tide at styrke den fælles indsats mod skattely og gå endnu længere, end de europæiske statsledere allerede har været villige til.

For det første er der stadig flere åbenlyse skattely-lande, der ikke er på listen. Det er under al kritik. For det andet mener jeg, at der skal sanktioneres hårdt over for de lande, der er på listen og fortsat gemmer ulandspenge i hemmelige banker.

Vi er verdens største handelsblok. Det er derfor åbenlyst at starte med at indføre 50 pct. straftold på alle overførsler fra f.eks. Cayman Islands til og fra EU.

Det ville være en reel trussel over for skattely som Bahamas og Cayman Islands. Det er på tide, at EU bruger vores økonomiske magt til at knække de umoralske skattely.

Med økonomisk magt og nul tolerance kan vi på tværs af lande holde styr på pengestrømmene og holde virksomheder og magthavere i ørene. Tiden, hvor lande og organisationer vender det blinde øje til mørkemænd, der smider verdens fattigste under bussen for at undgå at betale skat, skal være slut.

BRANCHENYT
Læs også