Serier

Kære politikere - send ikke flere penge, tak

Hvis Danmark skal genstartes med et langsigtet grønt vækstperspektiv, er der ikke brug for flere offentlige penge. Der er brug for de rette rammebetingelser. Så skal penge nok finde vej.

Corona rammer verden

Indbyggerne i de større danske byer oplever i øjeblikket noget helt ekstraordinært, nemlig at kunne trækket vejret frit. Det er naturligvis med forbehold for det verserende virus, men aldrig har luften været så frisk. På en sørgelig baggrund har vi nemlig fået, hvad politikerne er fejlet med i årtier: En by med langt mindre forurenende transport.

Efterhånden som vi genåbner samfundet, vil smog og mikropartikler dog vende tilbage.

Medmindre politikerne forstår deres opgave.

I den første fase af coronakrisen kappedes de folkevalgte om at hælde flest skattekroner ud i samfundet for at holde hånden under virksomhederne. Nu er vi ved at bevæge os ind i næste fase, og overbudspolitikken er flyttet til offentlig finansiering af en genstart. Eneste stridspunkt er, om der skal flere penge ud eller færre ind? Mere subsidiering eller færre skatter og afgifter?

Og selvfølgelig om vi har råd til den grønne omstilling. Heldigvis påpeger flere, at vi ikke alene har råd til den, men at den faktisk er vores bedste mulighed for at sikre fremtidig vækst.

Udfaldet afhænger af, om politikerne kan holde sig tilbage.

Politikere har et notorisk stedmoderligt forhold til de frie markedskræfter. Statslig styring enten ved subsidiering eller afgifter giver indtryk af kontrol og handlekraft.

Det er ikke det, vi har brug for. Hvis Danmark skal genstartes med et langsigtet grønt vækstperspektiv, kræver det noget andet. Der er ikke brug for flere offentlige penge. Der er brug for de rette rammebetingelser. Så skal penge nok finde vej.

Politikerne har leget med flere modeller for at få bilerne ud af byen. Alle mulige straffeaktioner for at vise handlekraft. Med straf er ikke vejen. Loyaliteten over for en given transportform er forbi. Ikke fordi brugerne bliver skræmt eller presset af offentlige strafgebyrer eller blokeringer.

Borgerne vil have connected mobility og micro-mobility. Kodeordene er convenience og fleksibilitet. Hvis borgerne får adgang til attraktive alternativer, vil de vælge dem helt af sig selv.

Behold pengene

Problemet er bare, at politikerne tror, at de skal styre, hvad disse alternativer er, og hvordan de skal udvikles og udbydes. Men politikere er sjældent særligt gode forretningsfolk. Det så vi med de skandaløse bycykler, der var så elendigt forvaltet, at de private investorer trak sig.

Anderledes gik det med det private alternativ Monkey Republic, der senest har hentet yderligere 30 mio. kr. fra private investorer. For selvfølgelig er pengene der, når der er en bæredygtig forretningsmodel.

Lad dette være opfordringen til politikerne: Behold jeres penge. Jeres opgave er ikke at lege forretningsfolk. Jeres opgave er at tilvejebringe de rette rammebetingelser – struktur, sammenhæng og regulering – så danske virksomheder og iværksættere kan udvikle de produkter og forretningsmodeller til grøn omstilling, som hele verden vil efterspørge, og som kan blive det næste danske væksteventyr.

BRANCHENYT
Læs også