Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Hvis du får covid-19 under en ferie i Rom, siger du ikke noget. Vel?

Opsøg ikke læge. Bliv ikke testet for corona. Syge danske turister får alle grunde til at holde mund om corona.

Corona rammer verden

Beklager, men det her begynder kedeligt. Du skal gennem et lille tankeeksperiment. Du skal lukke øjnene og forestille dig, at du flyver til Spanien, Frankrig eller Italien om en måneds tid. Dejligt, ikke?

Du trænger nemlig til at opleve, slappe af, spise ude og mærke liv. Også kendt som ferie. Din ferie har bare en modhage: Den flugter ikke med Udenrigsministeriets rejsevejledning. En ferierejse til Sydeuropa er efter Udenrigsministeriets vurdering ikke en nødvendig rejse.

Pyt, tænker du. Eller op i min bare, tænker du. Risikoen for at blive smittet med corona er objektivt set meget lille, så du tager afsted. To uger. Alt går fint - indtil de sidste dage af ferien. Da begynder du at hoste og få feber. Den slags kan jo være alt muligt, men en tanke begynder at snurre i dit hoved.

Nu kommer den første tanke, du skal tænke igennem: Ringer du nu hjem til dit forsikringsselskab og spørger, hvad du skal gøre? Om du bør opsøge en læge? Eller snurrer den tanke i dit hoved, at hvis en lokal læge vil have dig coronatestet, kan du ikke nå flyet hjem til Danmark?

Nu kommer tanke nummer to: Udskyder du hjemrejsen, til du er rask, fordi du vurderer, at dine host og nys nok ikke gavner dine medpassagerer? Eller lister du ombord på flyet og prøver at holde lav profil?

Nu kommer tanke nummer tre: Lader du dig coronateste, når du er hjemme igen med din hoste og nysen og skal begynde et hverdagsliv med arbejde, kolleger og venner? Eller snurrer den tanke i dit baghoved, at du ikke ser for godt ud, hvis det viser sig, at du har fået covid-19 under ferien i Sydeuropa?

Nu kommer tanke nummer fire: Afsætter du to ugers ferie til at være i hjemmekarantæne på matriklen efter de to uger i Sydeuropa? Eller går du på arbejde, som du plejer efter de to ugers ferie - rask, småsyg eller stærkt hostende – fordi du egentlig ikke har lyst til at fortælle din arbejdsgiver og dine kolleger, at du må blive væk i fire uger, fordi du imod Udenrigsministeriets rejsevejledning holde ferie i et land ved Middelhavet?

Nogen kan hurtigt komme til at se dumme ud. Hvis nogen af de danskere, der trodser vejledningen, vender hjem med covid-19, virker de ikke som danske mestre i sund fornuft.

Så. Det var eksperimentet. Du er på det allergroveste blevet stimuleret til at tænke over, hvad du stiller op, hvis du får symptomer på … noget… under eller lige efter en ferie til Sydeuropa. Jeg er ikke i tvivl om, at du er et ordentligt menneske, der overholder landets love og betaler termin til tiden. Men du er først og fremmest menneske. Ganske enkelte gange har du ikke sagt hele sandheden, når noget gik galt for dig.

Nu begynder flere flyselskaber igen at have afgange til Sydeuropa. Blandt andet SAS. Selskaberne melder om stor interesse fra danskere for at komme sydpå i sommerferien. Imod Udenrigsministeriets anbefaling. Som altså er en anbefaling, ikke et forbud. Så ingen gør noget ulovligt. Hverken flyselskaber eller turister.

Men nogen kan hurtigt komme til at se dumme ud. Hvis nogen af de danskere, der trodser vejledningen, vender hjem med covid-19, virker de ikke som danske mestre i sund fornuft. De har simpelthen ethvert motiv til at holde lav profil. Det samme har flyselskaberne. Hvis det kommer frem, at de har udsat passagerer for at blive smittet, fordi syge hjemrejsende havde ethvert motiv til at liste ombord og sprede covid-19 i kabinen i stedet for at risikere en lang karantæne i Rom, Milano eller Málaga, er de ansvarlige for smittespredning. Punktum. Bundlinjen er, at begge parter er absolut bedst tjent med, at dem, der måtte rage corona til sig i Sydeuropa, holder mund.

Den tredje part, der kan komme til at se dum ud, er Udenrigsministeriet. Da dr.dk spurgte læserne af artiklen om de genåbnede flyruter, om det var ok at trodse Udenrigsministeriets rejsevejledning, svarede 80 pct. ”nej” og 20 pct. ”ja”. Når 20 pct. svarer ”op i min bare”, når direktøren for Udenrigsministeriets Borgerservice formulerer sin vejledning, har Udenrigsministeriet noget at tænke over. Det ene er formuleringen af vejledningen, der er blød som budding, grænsende til en undskyldning for sig selv:

”Vi vil normalt vurdere, at turistrejser ikke er nødvendige. Men det er op til den enkelte og i sidste ende et samvittighedsspørgsmål, og noget man må gøre op med sig selv, da der er tale om vejledninger”. Som direktøren sætter ord på sin pointe.

Det andet er, at Udenrigsministeriet egentlig også virker bedst tjent med, at de danskere, der måtte fragte corona hjem til Danmark fra Sydeuropa, holder mund. For så var alt jo ordnet på bedste måde. Ministeriet på Asiatisk Plads vejledte, og borgerne bukkede og fulgte de vise råd.

Det bliver en spændende sommer. Hils i Málaga, Milano og Rom. Og husk det nu: Hold mund.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også