Er det digitale eventyr på vej mod endestationen?
Den digitale sundhedsindustri er en af fremtidens helt store vækstlokomotiver. Skal de globale markedsandele være til glæde for Danmark, skal vi turde satse på en branche, der står og falder på manglende arbejdskraft
Min Læge og Smittestop. To gode eksempler på hvordan digitale sundhedsløsninger har gjort deres indpas i vores hverdag. Men overvej lige, hvis man med sin smartphone kunne mere end at foretage en videokonsultation med sin praktiserende læge, eller informere sin smittekæde, hvis man er testet positiv for corona.
Hvad nu hvis jeg fortæller dig, at det faktisk er muligt fra sin smartphone at kunne diagnosticere livsstilsygdomme og få ordineret software som behandling af din læge? Software, som ikke bare er en app, men som faktisk er reguleret og kontrolleret medicinsk udstyr. Software, som giver patienter mulighed for at tage kontrol med deres sygdom direkte fra hjemmet og blive motiveret for et sundere helbred.
Digital sundhed er ikke længere fremtiden. Det seneste halve år er det blevet nutiden og industrien er i rivende vækst. Det mærker vi i Dawn Health. Lige nu sidder vi 35 medarbejdere og udvikler digitale sundhedsløsninger for den danske life science-industri, og fortsætter vores vækstrate, er vi ved udgangen af 2021 flere end 100 ansatte. Der er bare ét problem. De kompetencer, vi søger i softwareindustrien, er meget svært tilgængelige på jobmarkedet.
Dette er ikke et angreb på den danske befolkning. Tværtimod er den danske DNA stærk. Vores udviklere er blandt de bedste i verden, og vi har både et innovativt og konstruktivt mindset i Danmark. Men jeg er kritisk over for vores uddannelsessystem og politikerne, der endnu ikke har formået at udfærdige nationale målsætninger for, hvordan vi kan gøre den digitale sundhedsindustri til et fremtidigt vækstlokomotiv, som vi gjorde det for 100 år siden med life science-industrien.
Covid-19 har sat sine dybe spor i vores samfund og i økonomien. For mig at se står det derfor klart, at vi skal gribe alle de globale markedsandele, hvor vi kan se, at vi pt. har enorme vækstmuligheder. Derfor ærgrer jeg mig over, at vores branches væksteventyr potentielt må lide. Ikke på grund af efterspørgsel, men på grund af manglende arbejdskraft i Danmark, der ultimativt kan tvinge selskaber som vores til at ansætte bredt i udlandet.
Vi ser flere og flere danske tech-virksomheder, som outsourcer store dele af forretningen til andre steder i Europa eller Asien, hvor software-agendaen er mere fremtræden, end i Danmark. I Dawn kæmper vi for at holde arbejdspladser i Danmark, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, vi ikke gik med samme overvejelser som vores partnere i industrien.
I sidste ende vil vi dog være kede af at sende de vækstmuligheder, arbejdspladser, know-how og personskatter ud af landet. Derfor har vi brug for en ambitiøs, politisk indsats, der skaber bedre rammevilkår for at kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft, indtil vi i fremtiden kan høste frugterne af et forhåbentlig større fokus på at udvikle digitale kompetencer blandt vores ungdom - allerede startende i folkeskolen.
I Dawn Health står vi med følelsen af, at vi lige er hoppet om bord på life science-industriens vækstlokomotiv. Men uden den nødvendige arbejdskraft, rammer vi snart endestationen. Når vi at skifte spor, inden det bliver for sent? Hvis vi gør det, står vi i min optik med en industri, der kan blive et af fremtidens helt store vækstlokomotiver. Tiden må vise, om vi i Danmark har lysten og modet til at satse på digitalisering i langt højere grad, end det vi ser i dag.
Daniel Daugaard