Serier

Arbejdspladserne genåbner, men vil vi tilbage?

Nej, fysisk fremmøde på arbejdspladsen er ikke passé. Vi skal se hinanden i øjnene igen. Men det kræver, at vi giver medarbejderne en god grund til at vende tilbage.

Corona rammer verden

Så skete det: Fra 21. maj begynder en gradvis normalisering af fremmøde på landets arbejdspladser.

For mange, især offentligt ansatte, er det et lys for enden af coronatunnelen. Endelig kan de bryde ud af hjemmekontorets spændetrøje og vinke farvel til hjemmets samme fire, uinspirerende vægge i arbejdstiden. Til duknakkede hverdage foran 13-tommers arbejds-pc’er. Til Zoom-møder, hvor udtrykket ’tusindmeterblik’ efterhånden har fået flere betydninger.

Ja, det er skarpt trukket op. Og så alligevel ikke helt.

For mens eksperter er snublet over hinanden for at udråbe fremtidens arbejdsplads som et sted, hvor man stempler ind blot et par gange i ugen, er det seneste års udbredte hjemmearbejde begyndt at tære på os. Faktisk i så høj grad, at en ny undersøgelse, som vi i Coor har fået foretaget af Analyse Danmark blandt 1.000 respondenter, viser, at kun 13 procent foretrækker at blive på hjemmekontoret. Og hele 36 procent foretrækker ligefrem arbejdspladsen.

Ud af disse har hele 81 procent særligt savnet sparring, samarbejde og social kontakt med kollegerne, mens 52 procent helst vil tilbage til arbejdspladsen for bedre at kunne adskille det private og professionelle.

Selvom mistrivslen er påfaldende, overrasker tallene mig ikke. Jeg har kunnet mærke hjemmearbejdets snigende tungsind på mange af mine kolleger – og på mig selv. Vi har brug for at komme hinanden nærmere igen. Det er vores ansvar som arbejdsgivere at gøre noget ved det.

Derfor skal vi gentænke vores arbejdspladser med et fornyet blik på trivsel. Vi skal se ud over ansættelseskontrakternes retningslinjer for fremmøde, uanset hvor fleksible de end måtte blive. Vi skal fokusere på arbejdspladsens indretning og på tiltag, der mere end nogensinde skaber grobund for faglighed, kreativitet og samarbejde. Men også på arbejdsro, når det er nødvendigt.

Der kan være mange måder at gøre det på. Man kan indkalde til inspirationsmøder. Starte en sjov dukseordning. Sætte lydisolerende skillevægge op. You name it.

Pointen er, at vi skal holde fast i det fysiske fremmøde, hvor vi kan se hinanden i øjnene og have et kollegialt tilhørsforhold og samlingspunkt igen.

Men det kræver, at vi giver medarbejderne en god grund til at vende tilbage – selv hvis det bliver i mere begrænset omfang end før. For hvis ikke vi gør det, frakobler vi os fra hinanden i mere end én forstand.

BRANCHENYT
Læs også